SYDAFRIKA -Mit indre paradoks.  

Pothcefstroom er en halvstor universitetsby vest for Johannesburg, hvor jeg har været på træningslejr 5 år i træk. Det er et af de meget populære steder at tage hen for atletikfolk. Som trækfugle rejser vi hertil for at undslippe den europæiske vinter. Men hvorfor lige Sydafrika? To grunde: Det er billigt, og det minder om Europa. Folk forstår engelsk, Internettet virker, ingen eksotiske madoplevelser og perfekte, velholdte træningsfaciliteter.

Jeg bor i Beth's guesthouse, som ligger 200m fra træningsbanen, 100m fra supermarkedet, og 200m fra restauranter og cafeer. Beth er en midaldrende hvid dame, som arbejder fra morgen til aften med at drive sin "Bed and Breakfast" her.

Det slog mig pludselig, at det meste af det jeg værdsætter ved Sydafrika, kan jeg takke Boerne for. Hmmm tag den, se dig selv i spejlet og spørg, om du ville have fået lov til at bade i deres swimmingpool og spise på deres restauranter for bare 20 år siden. Med én hvid og én sort forældre, ville jeg nok være blevet kategoriseret som "colored", hvilket vist var marginalt bedre end at være "black", men jeg ville samtidig blive anset for at være en af Guds større fejltagelser. Her nede møder jeg næsten ingen der ligner mig. De hvide ville åbenbart ikke en gang nedværdige sig til at voldtage deres sorte tjenestefolk. Det gjorde de da i det mindste i USA. Nej her mente de det virkelig: "Apartheid" -Hver race for sig!

Alligevel kunne jeg ikke forestille mig at tage på træningslejr noget andet sted i Afrika. Eurocentrisme er ikke afhængig af race. Når man er vokset op i et samfund hvor ting sker til tiden, på en rationel og forudsigelig måde, og der er træk og slip og rindende vand på toilettet, så virker alt andet lidt urovækkende. Næsten uanset hvor vi Europæere godt kan lide at rejse hen, for at få en eksotisk oplevelse af helt andre kulturer, så har vores forfædre lige været der først, og indført et eller andet niveau af "civilisation".
Da jeg for nogle år siden besøgte min familie på min biologiske fars side i Ghana, var jeg imponeret over hvor høflige de var, at de talte engelsk med hinanden når jeg var der, så jeg kunne følge med i samtalerne. Da jeg takkede dem forklarede de, at alle "dannede" mennesker i Ghana taler engelsk. Det er kun de fattige, der stadig bruger deres stammesprog...Ok så, sagde i uafhængighed?  

I Marts er det 50 år siden, at Ghana fik denne uafhængighed, og jeg har fået æren af at være med i en dokumentar film i den anledning. Vi skal rejse rundt i landet og fortælle danskernes historie i Ghana. Danmarks tid som kolonimagt er ikke noget der bliver brugt mange linier på i historiebøgerne ("det var jo kun en lillebitte klat land. -Britterne havde meget mere"). Men fortet Christiansborg i Accra står der stadig som bevis. Herfra sendte vi slaver til plantagerne på Jomfruøerne. Jeg kan ikke beslutte mig for hvad der er værst: At vide at mennesker, som jeg måske er i familie med, blev jaget som vildt, lænket og sendt med et fragtskib som en vare, eller at vide at jeg måske er i familie med dem der jagede og lænkede dem. -Hvad nu hvis begge dele er tilfældet -Går det så lige op?.

Jeg sidder her i Beth's lille paradis af en have. Hendes hus er, som de fleste her i den hvide del af byen, omgivet af en høj mur, og har tremmer for vinduerne. Man skal have en kode for at komme ind gennem jerngitteret, der beskytter hendes hoveddør. Hendes tjenestefolk er alle sorte… Jeg nyder en civiliseret kop kaffe, og føler mig tryg.  

Lige som jeg skammer mig over hekseforfølgelserne og korstogene, og alligevel går i kirke, skammer jeg mig lidt over at foretrække det Sydafrika, som blev skabt på bekostning af de rigtige sydafrikanere. Det Sydafrika der sendte Nelson Mandela og så mange andre i fængsel, og ville have kaldt min eksistens en fejltagelse. Nu sidder der jo en anden regering, og lovene er anderledes. Men de små beskyttede lommer af "civilisation" består. Skal jeg nu være helt ærlig, er det  formentlig grunden til, at vi stadig kommer her...