05/11 Gåden med overtræning løst! -Hvorfor man skal tage de syv dødssynder alvorligt!
Da jeg i sommer var nødt til at holde en måneds pause pga. overtræning forsøgte jeg alle mulige behandlingsformer for at komme på ret køl igen. Der var et bestemt punkt, hvor det hele vendte, og det begyndte at gå fremad. Det var lige efter jeg havde prøvet en behandling der hedder Kranio-Sakral terapi (klik for at læse mere). Det er ikke så eksotisk som det lyder, men er en slags avanceret kiropraktik, som hovedsageligt fokuserer på knoglerne i hovedet, og de konsekvenser det har, hvis nerver bliver afklemt i den region. Jeg kunne dog ikke entydigt sige, at det var det der hjalp, for behandlingen faldt sammen med at jeg havde holdt de tre ugers pause jeg var blevet anbefalet af Team-Danmark lægerne, og at jeg havde omstruktureret min hverdag så jeg havde mere tid til afslapning, plus jeg mediterede og var holdt op med at drikke kaffe etc. Men for ca. 14 dage siden begyndte symptomerne fra overtræningen at vende tilbage. Jeg var selvfølgelig på randen af panik, ved tanken om, at jeg måske slet ikke kunne tåle at træne hårdt mere, eller på en eller anden måde var blevet kronisk mærket af episoden, så selv den mindste smule psykisk stress havde fysiske konsekvenser. Det der dog var anderledes denne gang var, at jeg kunne sætte en finger på hvilken dag det startede, og kunne sige med sikkerhed, at jeg ikke havde haft nogen problemer før jeg en aften havde sovet med en bestemt hårklemme i håret, som holdt mit hår samlet i en knold i nakken. Jeg vågnede om morgenen og havde ondt i nakken, men tænkte ikke videre over dette. Det udviklere sig til ømhed i skuldrene, men det var først da jeg ikke kunne sove om natten i tre dage i træk, og følte at jeg fuldstændigt var holdt op med at restituere fra træningen og bare blev mere og mere træt, at jeg kunne genkende symptomerne fra foråret. Jeg skyndte mig at bestille tid hos Kranio-Sakral terapeuten, fordi hans teori havde været, at jeg havde afklemt en vigtig nerve i nakken, hvilket gav en fysiologisk stress reaktion som påvirkede min puls, min evne til at skille mig af med affaldsstoffer, samt evnen til at restituere. Pludselig begyndte brikkerne at falde på plads: Første gang begyndte symptomerne på overtræning efter jeg kom hjem fra Ghana i marts måned. Det var derfor jeg troede det skyldtes malariamedicinen eller en tropesygdom. Jeg havde også følt mig lidt utilpas og haft hovedpine i Ghana, men det tillagde jeg de mange overvældende oplevelser og varmen. Pludselig gik det op for mig, at jeg en af de første dage havde sovet med præcis det samme spænde i håret, og den samme knold i nakken. -Jeg sover kun på den måde når jeg har trukket krøllerne ud af mit hår, og snor det om natten, for at det ikke skal blive krøllet igen. Lige netop den hårklemme havde jeg købt i Heathrow lufthavn på vej til Ghana. Det er den eneste sammenhæng mellem de to episoder, og efter en enkelt behandling hos Kranio-Sakral terapeuten denne gang, gik symptomerne væk! At tænke sig, at det var en hårklemme af plastik der væltede min 2007 sæson! Det er så absurd, at det næsten kun kan være sandt. Og hvad kan man så lære af det: Det er ikke noget tilfælde, at forfængelighed regnes for en af de mest almindelige manifestationer af en af de syv dødssynder! 
Men det sjove er, at oplevelsen tvang mig ud i alle mulige eksistentielle overvejelser, fordi det virkede som om årsagen kun kunne være psykologisk, da jeg var blevet testet for alt. Og selvfølgelig, når man ikke er i stand til at restituere fysisk, så begynder alt at føles hårdt og uoverskueligt. Jeg endevendte mit liv for skjulte traumer og stress momenter, og forsøgte at finde en forklaring i mit arbejde, medie opmærksomheden, OL-kravet, de mange nye ting i mit liv, etc. etc. Men intet af det føltes helt ærligt som så frygtelig en belastning, at det burde sætte mig ud af spillet på den måde -men selvfølgelig, fornægtelse er jo en vigtig del af stress -ikke?, så det var klart jeg ikke selv kunne se, at der nar noget galt! Yeah, whatever. Hvem er hævet over en god dosis lommepsykologi i mangel på en bedre forklaring. Det positive er, at det gav mig viljestyrken til at skrue ned for min arbejdsmængde, hvilket jeg tror under alle omstændigheder var nødvendigt, men det betyder heldigvis også, at jeg ikke behøver være så usikker på den måde jeg har valgt at leve mit liv. -Det virker for mig. Og vi behøver ikke være så usikre over den måde vi har valgt at tilrettelægge min træning. Den virker for mig :-) -Det var trods alt ikke det der var galt.

17/6 Nu er det vist tid til en update!
Efter næsten 1.5 måned uden rigtig træning og en ubehagelig erfaring rigere, er jeg nu endelig i stand til at træne. Det er helt ubeskriveligt dejligt at kunne løbe igen. Men vi står tilbage med en del spørgsmål. For da jeg for 14 dage siden begyndte at få det bedre, kunne det skyldes flere ting: På den ene side kunne det bare være pausen fra træningen der begyndte at virke. Det kunne også have hjulpet, at jeg har lært at meditere, og bruger meditation som aktiv mental restitution. Det kunne også være en form for behandling jeg har fået, der hedder Kranio-sakral terapi, hvor man mobiliserer hovedets knogler og løsner eventuelle fastklemte nerver. 

I princippet kunne vi jo være ligeglad med hvad der havde virket, og bare være glade for at være i gang igen, men på den anden side, så ved vi nu ikke helt om min overtræning skyldtes forkert træning, for lidt restitution, eller ganske simpelt en nerve der sad i klemme og forårsagede en fysiologisk stress-reaktion. 

16/5 Sæsonstart rykkes
Efter en lang snak med Benny Larsson, som er specialist i overtræning på Bispebjerg Hospital, er vi måske ved at finde ud af hvad der er gået galt. Det er sådan, at man godt kan komme i overtræning ved at belaste sine muskler meget ensidigt "monoton træning" som det kaldes. Fordi jeg i en lang periode har fokuseret meget på at træne med høj kvalitet og intensitet, sender jeg de samme neuro-signaler til mine muskler hver dag når jeg træner: "hurtigt, spændstigt, let" Det er den gennemgående målsætning i alt hvad jeg gør. Men hvis man ikke når at restituere ordentligt imellem, så kan det altså føre til overtræning. Normalt ville man blive skadet længe før, men det er lykkedes mig at undgå skader med god behandling og færre kilometer. Samtidig har mine resultater vist, at det er den type træning min krop responderer bedst til. Det er også klart den type træning jeg bedst kan lide, men det kan åbenbart blive for meget. Det havde vi ingen anelse om. Det var interessant at høre, at denne form for overtræning oftest forekommer blandt vægtløftere, hvor jeg som løber kun var bekendt med den type overtræning, der forårsages af for stor mængde. Jeg er nu blevet dømt til tre ugers træning, som ikke indeholder eksplosive ben-øvelser. For mig er det døden! tænk ikke at måtte rende og hoppe! -jeg elsker at rende og hoppe! hvis man slår "rend og hop" op på nettet, så er der et billede af mig! Aj ok... men for at se på den lyse side, så kunne det være meget værre. Jeg kunne have opdaget det senere, og ødelagt hele min sæson. Men nu har jeg stadig en god chance for at være klar til VM. Når vi går i gang igen, vil vi forsøge at gøre træningen lidt mere alsidig, og have god restitution imellem de intensive pas. I går var dag 1 af tre uger. -nedtællingen er begyndt!

6/5 Overtræning!?
Som en del af min træning tjekker jeg altid min hvilepuls om morgenen. Den er en god indikator for hvordan jeg har det. Normalt ligger den et sted mellem 43 og 45. Jeg har lært på den hårde måde, at hvis den er over 50, så betyder det at jeg er ved at blive syg, eller er lidt for træt. Efter jeg kom hjem fra Ghana i slutningen af marts, lagde jeg mærke til, at min hvilepuls var helt oppe over 50. Først gjorde jeg som jeg plejer, og tog den med ro i nogle dage. Men da der ikke var nogen forandring i pulsen, og jeg ikke havde ondt nogen steder eller følte mig sløj, besluttede jeg mig for, at det måtte være på grund af malaria medicinen, og trænede videre. Træningen gik rigtig godt, og jeg begyndte virkelig at glæde mig til at skulle konkurrere og omsætte den gode form til resultater. Jeg var godt nok stadig lidt bekymret over, at min hvilepuls tilsyneladende havde stabiliseret sig omkring de 50, og nogle gange noget højere, også selv om jeg var holdt op med at tage malaria pillerne. Til sidst ringede jeg til Morten Storgaard, som er Team-Danmark læge, for at høre, om der kunne være nogen fornuftig forklaring. Han sagde straks, at forhøjet hvilepuls plejer at være et symptom på overtræning, men jeg grinede bare. Jeg vidste godt hvad overtræning er: Det er noget med en modløs langgarver, der mister appetitten, og ikke kan gennemføre træningen. Ingen af disse ting var tilfældet, og helt ærligt, så hårdt trænede jeg da heller ikke. Men han sagde, at overtræning kan forårsages af mange ting, og det er under alle omstændigheder en udelukkelsesdiagnose. Der var ikke andet for end at tage blodprøver og tjekke mit hjerte for at sikre, at jeg ikke led af blodmangel, en infektion eller anden sygdom. Jeg trænede videre mens de negative testresultater blev ved med at komme. Det var ikke blodmangel, det var ikke en infektion (jeg var heller ikke gravid!). Jeg fik scannet mit hjerte, og det var fint. Alt gik godt lige indtil det pludselig slet ikke gik. En morgen vågnede jeg og kunne næsten ikke komme ud af sengen. Jeg tog tilløb til at tage til træning i to timer, men da jeg endelig kom af sted kunne jeg ikke noget. Jeg var så træt så træt, og mit hjerte pumpede løs og jeg syrede nærmest bare ved tanken om træning. Dette fortsatte i flere dage. Nu var jeg nødt til at se i øjnene, at der faktisk kunne være noget om snakken. Det er let at være bagklog, og når jeg ser tilbage skulle jeg have lyttet til min krop. Det er jo en risiko vi løber, ved at forsøge at øge kvaliteten i min træning. Det betyder flere dage med høj intensitet, og dette stiller samtidig krav til kvaliteten og mængden af min restitution. Dette var jeg måske for langsom til at indse. Man kan jo ikke bare hælde på og hælde på i det uendelige. Det burde jeg, af alle mennesker vide; jeg underviser jo folk i det! Men jeg har altid troet, at den begrænsende faktor for mig ville være skader, så jeg er ekstremt opmærksom på om noget gør ondt. Efter tre træthedsbrud har jeg lært, at der ikke er noget at vinde ved at ignorere smerte. Men overtræning er bare en anden type træthedsbrud, og det var jeg ikke opmærksom på.

Efter lidt pause trapper jeg nu langsomt træningen op. Jeg er ikke længere træt, men min puls er stadig for høj nogle dage. Lars Nielsen , som er sportschef for Dansk Atletikforbund, kørte hele vejen fra Århus for at teste mig i en maskine der hedder OmegaWave. Den skulle kunne måle min tilstand gennem hjerterytme og hjernebølger. Resultatet tydede på, at min lever og nyrer ikke fungerer optimalt. Så nu skal jeg have testet dem. Jeg forsøger at gøre alt hvad jeg kan for at restituere. Jeg holder mere fri, får ekstra behandling, og jeg er holdt op med at drikke kaffe! Men det er svært at være totalt afslappet og samtidig vide, at sæsonen er lige om hjørnet. Heldigvis føles det rigtig godt når jeg træner, så jeg tror ikke der er så lang vej igen.