Det er den 23. Juli. Jeg står foran spejlet på badeværelset med en tot af mit skulderlange hår i den ene hånd, og en køkkensaks i den anden. Jeg er netop vendt hjem fra det absolut sidste i rækken af fejlslagne forsøg på at kvalificere mig til OL i Beijing. Kareten er virkelig kørt denne gang. Ballet  åbner om få dage, og jeg er ikke inviteret! Jeg har aftalt at mødes med TV2 på Østerbro Stadion om en halv time. De vil snakke om mine knuste drømme, men jeg har tænkt mig noget andet. Bag mig i spejlet står en af mine kæpheste og pruster utålmodigt: "klip nu bare Askepot". Det har godt nok taget syv års omhyggelig pleje at få mit genstridige hår til at nå skuldrene, men hvad er det, når næsten tres år er gået siden Tibetanerne har været herrer over deres eget land? De er blevet ydmyget, mishandlet, forfulgt og fordrevet mens verden har set til med hænderne i skødet. De kronragede tibetanske munke med deres værdige, indsigtsfulde og ikkevoldelige adfærd, symboliserer for mig den ultimative modsætning til et kinesiske regime, hvis storhedsvanvittige mål om supermagt status helliger alle midler. Jeg ville have været stolt af at deltage i OL i Beijing, men jeg kunne ikke have gjort det uden samtidig at udtrykke min solidaritet med "supertankerens" ofre.  

På grund af den Olympiske Charter måtte jeg dog ikke bare gøre hvad som helst. Det bedste jeg kunne finde på, som med sikkerhed ikke ville få mig sendt hjem, var dette: En efter en ryger hårtotterne ned i håndvasken… Kampen for frihed er selvfølgelig ikke begrænset til to uger i august. Men det var et vindue af spotlight, som jeg følte mig forpligtet til at udnytte. Nu kommer jeg ikke med, men jeg har lige nogle få sekunders gratis spotlight tilbage, og dem har ikke tænkt mig at bruge på at græde snot over mit knuste håb. Hvis man ikke kan rejse sig fra et nederlag, så bør man nok ikke dyrke elitesport. Jeg ved hvor privilegeret jeg har været, at få lov til at forfølge mine sportslige mål. Men nu kalder den "virkelige" verden. I næsten tyve år har jeg kaldt mig selv "atlet", men jeg har valgt at det skal være slut nu. Gad vide hvad jeg kan kalde mig selv om syv år, når krøllerne atter når mine skuldre? måske konsulent, forfatter, politiker, menneskerettighedsforkæmper eller tv-vært? Det er ikke til at vide. Drømme har jeg nok af, men uanset hvad, så håber jeg inderligt at nogen vil kalde mig hustru, datter, søster, veninde, kollega og måske endda Mor. En del af mig vil dog altid være atlet. Det er ikke en titel, det er en sindstilstand…

"Shit!" Jeg snapper ud af mit dagdrømmeri og skæver til uret. Jeg er godt på vej til at komme for sent til mit interview, og må se i øjnene, at jeg har undervurderet dette hår-projekts overkommelighed lige så meget som OL kravet. Mit hoved er et kaos af bare pletter og ujævne totter, og min elendige ladyshaver truer med at brænde sammen. Jeg ligner ikke en fredselskende munk, jeg ligner en syg galning! Jeg når lige at gribe en hue før jeg stormer ud af døren og ind hos den første og bedste frisør på Østerbrogade, flår huen af og siger: "kan du ikke lige fikse det her?" Hun er rystet over min himmelråbende disrespekt for frisørfaget, men får dog udbedret skaderne så godt hun kan. Pris: 100kr. Men journalistens ansigtsudtryk da jeg hiver huen af halvvejs gennem interviewet, og muligheden for at donere mit spotlight til Tibet i 18 Nyhederne…priceless!

Se det for dig: Skydeteltet på skuepladsen, når cirkus er i byen. Gevinsterne er linet op, med det billige skrammel nederst og stigende lækkerhedsgrad for hver hylde. På den øverste hylde sidder den gigantiske bamse, som man kun kan drømme om at få med hjem. For os atleter er verden sådan et skydetelt. Vi lever og ånder for at vinde den store bamse på den øverste hylde. Hvert fjerde år kommer OL cirkuset til byen, og alle atleterne tropper op, med funklende øjne og lommerne fulde af mønter. Der er ikke noget mere saliggørende end at kunne forlade teltet med bamsen triumferende hævet over hovedet. Flere forskellige elementer indgår i bamsens tiltrækningskraft: Det handler i høj grad om ære og anerkendelse, en verificering af vores indsats og talent, og om at have et af de få statussymboler, som ikke bliver beskattet af Janteloven. Jeg tror det er de færreste der har fået at vide, at de ikke skal tro de er noget, fordi de har været til OL. For man er faktisk noget, som ikke mange er, og ingen kan nogensinde tage det fra en.

Men for mig, og sikkert mange andre, handler det også om hvem man kan forære bamsen til. Tænk at kunne overrække en gave, som ikke kan købes for penge, og som kun kan vindes ved dygtighed og hårdt slid. Jeg ville give min bamse til alle dem, der har støttet mig, trænet mig og troet på mig gennem årene. Hvad de har gjort for mig er uvurderligt, men med bamsen kunne jeg i det mindste sige: "Tak, I havde ret i at tro på mig!". Jeg ville også skænke bamsen til et godt formål, og skabe opmærksomhed omkring de projekter og ideer jeg brænder for, for bamsen kan veksles til taletid -hvis man altså har noget på hjertet. Desuden ville jeg, med bamsen under armen, være med til at nuancere billedet af min verden, og udfordre kynikernes syn på OL og elitesport.

Men jeg har skudt og skudt, og har måttet se bunken af mønter svinde ind, uden at komme nærmere målet. Nu har jeg kun et eneste skud tilbage, og jeg kan simpelthen ikke forstå hvad der gik galt. Jeg var så sikker denne gang. Jeg havde trænet så hårdt. Jeg stod klar, helt fremme i køen til skydeteltet og smækkede mine mønter på disken med en selvsikker mine: "Giv mig så det luftgevær, i år er bamsen min!"
Man ser på de der OL krav og tænker: "hvor svært kan det være?" Men det er svært! Husk det, når du ser vores hold kæmpe til OL. Husk, at for hver atlet, der går ind til åbningsceremonien, er der lige så mange, som satsede alt for at vinde bamsen, men måtte nøjes med det billige skrammel fra de nederste hylder.

Men hvis jeg nu, før jeg afgiver mit sidste skud, trådte et par skridt tilbage og så mig omkring, så ville jeg måske nok opdage, at skydeteltet slet ikke er verden, men bare et gammelt telt, som vil blive pakket sammen igen, så snart cirkuset rejser videre. Og vigtigst af alt: Jeg ville måske endda indse, at alt det jeg troede jeg kun kunne opnå, hvis det lykkedes mig at vinde bamsen, det har jeg allerede opnået, drevet frem af drømmen, på vejen til målet.

Et sidste skud…og jeg har alt at vinde.

Jeg befinder mig i øjeblikket på træningslejr i Sydafrika -igen. Det er ottende gang på otte år, at jeg er her, og i denne måned skal klummen ikke handle om mig. Jeg vil gerne bruge min taletid på at fortælle om en sydafrikaner, som gør en forskel:
Jean Verster var selv eliteløber i sine unge dage. Da han trak sig tilbage fra konkurrencerne kanaliserede han sin passion for at løbe over i sit arbejde med at arrangere træningslejre. Og sammen med sin kone Alta har han gjort Potchefstroom til et samlingspunkt for eliteatleter fra hele verden. Den entusiasme og interesse han viser for os og vores træning når vi er her, ville kunne fylde hele klummen. Men det er ikke det jeg vil fortælle om. Det er hans daglige virke som træner, der gør ham ekstraordinær. Jean træner en gruppe af talentfulde løbere, som han har rekrutteret fra slumkvarteret udenfor byen. Når vi er på træningslejr ser vi kun den polerede, velnærede (læs hvide) side af Sydafrika. Hvis man ikke vidste bedre, ville man tro, at sådan er hele landet. Men man skal bare køre en halv time uden for byen, så erstattes de fine murstenshuse og de velholdte haver af blikskure og elendighed. Jean's løbere kommer fra den elendighed. Dette er et land hvor en 15 årig dreng har 70% risiko for, at det bliver AIDS der ender hans liv. Den gennemsnitlige levealder er 49 og voldelig kriminalitet er så udbredt, at Sydafrika er rangeret som det næstfarligste land i verden foran flere krigszoner.

Men selv her eksisterer sporten, som et livsbekræftende samlingspunkt. Det er muligvis det eneste, som hvide og sorte sydafrikanere er helt enige om at elske. Sporten har en enestående magt til at ændre livsbaner, fordi den tapper ind i en åre af farveblind goodwill, som ikke kan lade være med  at anerkende talent. Dette udnytter Jean. Han samarbejder med den tekniske skole og universitet om at få sine atleter i gang med en uddannelse. Han sørger for, at de har et ordentligt sted at bo, giver dem mad og forsøger at skrabe penge sammen til flybilletter, så de kan komme til Europa og konkurrere. I år vandt hans løbere ti medaljer ved de sydafrikanske senior-, junior- og universitetsmesterskaber, og to af dem har en chance for at kvalificere sig til OL. Potentialet blev de født med, men Jean har gjort det til sin opgave at se og realisere det.

Vi besøgende atleter er altid velkommen til at træne med i Jean's gruppe. Man glider automatisk  ind i det fællesskab, der eksisterer omkring træningen. Intet nedbryder forskelligheder som at ligge sammen på jorden og gispe luft efter et hårdt træningspas! Det er let at glemme, at deres verden uden for banen er en helt anden end vores. Hvis man ikke vidste bedre, ville man aldrig ane, at skoene på deres fødder og tøjet på deres spinkle skuldre er stort set alt hvad de ejer, og er vores brugte udstyr, som vi efterlader til dem hver år når vi rejser.
 At kunne dyrke sport er et privilegium, som det er nemt at tage for givet. For mig var det bare noget jeg valgte blandt et utal af muligheder. Men her i Sydafrika arbejder Jean Verster utrætteligt år efter år, for at give disse atleter muligheden for at løbe i stedet for at dø.

Der har været så megen snak om OL i Kina, at jeg næsten bliver helt træt når jeg åbner min avis, og bliver mødt af endnu en mere eller  mindre indsigtsfuld analyse af diverse gradbøjninger i boykot debatten. Jeg bliver træt fordi ingen taler om hvad OL egentlig handler om: OL er et fuldstændigt unikt vindue på 14 dage hvert fjerde år, hvor mennesker fra hele kloden mødes for at Lege. Når millioner af mennesker smider alt hvad de har i hænderne og sidder klistret til skærmene rundt om i verden for at følge OL, så er det fordi der bag al ståhejet, de økonomiske interesser og den politiske propaganda er en kerne af noget ægte. Den kerne er sporten. 

Uanset hvor gerne Kina ville vinde alle medaljer der er at vinde til OL, så kommer det ikke til at ske, fordi talent er ikke en politisk beslutning. Det er uforudsigeligheden og spændingen, der har tiltrækningskraft. Atleternes indædte kamp er kulminationen på mange års dedikeret træning. Det er sandhedens øjeblik for dem, og tilskuerne ved det. De holder vejret i de afgørende sekunder, de holder med deres landsmænd, eller vælger favoritter blandt de andre og jubler eller græder når afgørelsen falder til slut. Når konkurrencerne starter fader  propagandaen ud, og sportens universelle værdier kommer til orde. 
Hvis OL kun var een stor åbningsceremoni, så ville ingen gide se det. Præstigen i OL ligger i den brede tilslutning fra de bedste i verden. Hvis man vil kåre en sand vinder, så er man nødt til at invitere alle. Ikke kun dem man er enig med. 

Atleternes protest mod verdens uretfærdigheder ligger ikke så meget i hvad de siger, men hvad de gør. At de gennem konkurrencerne anerkender hinanden som ligeværdige konkurrenter og viser, at sameksistens er mulig.  Hvis man som nation vil have adgang til den hæder og ære der ligger i at vinde Olympisk guld, så må man underkaste sig de gældende regler for sporten. Det er præmissen for at lege med. Men det betyder også, at man må give afkald på forudsigeligheden og acceptere nederlag i den rette ånd. Jeg kan ikke forestille mig nogen bedre protest mod Nazismen, end at sende kulsorte Jesse Owens til Berlin, for at banke tyskerne på hjemmebane i 1936. 

At tage til OL betyder ikke at man blåstempler det regime der er vært for legene. Det betyder at man tror på den Olympiske ånd. Hvis der ikke var så megen præstige i OL, så ville det ikke betyde noget for Kina at få legene. Men når Beijing nu har fået værtskabet, så må de acceptere, at de er nødt til at invitere alle, også de kritiske. De må risikere at se deres medaljehåb udkonkurreret på ærlig vis af vestlige atleter, og finde sig i, at Beijing kommer til at myldre med politikere, statsoverhoveder og journalister, der stiller spørgsmål og forventer svar. Jeg kan ikke forestille mig nogen bedre måde at skubbe til en positiv udvikling i Kina på.  

Jeg gik væk fra det store stadion i Brisbane efter det sidste løb på min Australien "tour", uden at have indfriet det forjættede OL krav, og jeg havde en oplevelse af at stå på den ene side af en indre imaginær dør, der stod på klem. Bag døren, på den anden side, sank en del af mig hulkende sammen, som et barn der, på trods af utallige breve til Julemanden, ikke har fået den gave hun så brændende ønskede sig. Jeg kunne høre barnet klynke: "hvorfor skal det være så svært, når nu jeg så gerne vil med? Når nu jeg har trænet så hårdt, så længe…jeg har fortjent det! Hvorfor lykkes det så ikke for mig? Det er ikke fair!" 

Jeg var fristet til at åbne døren på vid gab, og lade tristheden og skuffelsen skylle ind over mig. Men jeg trak vejret dybt og smækkede døren i, mens jeg hvæsede til mig selv: "Hør her Askepot! Hverken Julemanden eller Påskeharen har tænkt sig at forære dig en OL billet. Det er ikke noget man får, det er noget man vinder. Men du er så tæt på, at du allerede er registreret som OL kandidat. Dansk Olympisk Komite sidder bare og venter på at pakke tasken til dig. De kender endda din fucking tøjstørrelse! -Så tør øjnene. Kareten til ballet er ikke kørt endnu". 
-Og der blev stille på den anden side af døren.

Hvis du synes mit overjeg læner sig lidt tungt op af eventyr-metaforen, så er det fordi jeg faktisk altid har set mig selv som heltinden i et eventyr kaldet "Mit liv". Og her tænker jeg ikke på Rapunsel typen, der bare sidder i et tårnværelse med fletningen hængende ud af vinduet og venter på at blive reddet, no sir. Jeg forestiller mig mere noget i retning af Lara Croft fra Tomb Raider. For det første er hun meget lækrere, og for det andet ville hun parallelparkere selvmedlidenheden (helt inde ved kantstenen), og lægge en plan for hvordan hun kommer videre mod målet: Først en grundig evaluering af hvad jeg kunne have gjort bedre, så gøre det der kan gøres bedre…bedre, og så forsøge igen til sommer inden kvalifikationsfristen, som er d. 30. Juni. Hvis jeg har hvad der skal til, så tror jeg også jeg når det. Hvis jeg ikke har hvad der skal til, så må jeg leve med det.

-Eventyret byttes ikke og tages ikke retur…

At skelne mellem fornuft og intuition er en hårfin balance selv i en helt almindelig hverdag. Men når man er rejst om på den anden side af jorden, med det ene formål at indfri et krav, som vil give adgang til en livslang drøm, så kan det mildt sagt være svært at skelne mellem hvad der er hvad. I denne uge kom min balanceevne på en alvorlig prøve. Jeg har altid brystet mig af at være et rimelig rationelt væsen, men jeg er også af den opfattelse, at mens fornuft er helt fint til hverdagsbrug, så opstår der nogle gange uforklarlige situationer, hvor man bør lade intuitionen råde…

Min far og træner må have kigget på sit barn og tænkt, "nu rabler det for hende", da jeg, efter at have udgået fra endnu et lorteløb her i Australien, krævede at løbe en 800meter (m) test til træning. For at forstå hvorfor dette var et totalt irrationelt krav, skal man vide, at hvis man er hvad man kalder en anaerob løber, som jeg er, så er det at løbe en 800m ensbetydende med at producere enorme mængder mælkesyre i sit system, og siden mælkesyre er en del af kroppens forsvarsmekanisme mod at foretage sig noget den ikke kan, så gør det ondt -rigtig, rigtig ondt. Derfor er det svært at sætte sig op til at løbe en 800m hvis der ikke er en afsindigt god grund til det, og helst nogle konkurrenter til at distrahere hjernen fra smerten. Jeg har altid forholdt mig overbærende til de uindviede, der regelmæssigt spørger mig hvor langt jeg så er fra OL kravet i dag? ja, for jeg løber vel lige en 800m en gang imellem til træning for at se hvor jeg står? Nej! man løber ikke bare en 800m til træning. -"Smutter du lige ud og løber en maraton for at se hvordan formen er?" Ok, rettelse. (I al retfærdighed). -Det er ikke fordi man ikke kan løbe to omgange på stadion til træning. -Man kan bare ikke løbe stærkt. Og nu stod jeg der, med hænderne i siden og hagen skudt frem som et forkælet barn, og sagde til min far, at jeg ville løbe en 800m test til træning. Jeg havde brug for at vide om det hele var en stor joke på min bekostning, om der var noget i vores træning vi havde overset, noget der gjorde, at jeg slet ikke var i så god form som jeg gik og troede. Den eneste måde at finde ud af det på var at løbe en rigtig 800m til træning. Alt andet ville være en tilnærmet simulation, men ikke "the real thing". Af de førnævnte grunde var det dog mest sandsynligt, at jeg ville løbe en middelmådig tid, som ikke viste os noget som helst andet end at det er svært at løbe en 800m til træning, og som oven i købet ville være spild af en god træningsdag. Men min stædighed kom fra et eller andet sted hinsides fornuften, og jeg var ikke til at rokke. Med et "det er dit eget selvmord" udtryk i ansigtet, gav min far endelig efter. Jeg burde nok have tvivlet. Jeg burde have valgt den lykkelige uvidenhed. Hvem har i sandhed lyst til at kende sine egne begrænsninger? Det er meget rarere at kunne gemme sig bag vage undskyldninger, som aldrig kan be- eller afkræftes. Men jeg stoppede ikke for at tænke. Jeg varmede op, som til en helt almindelig træningsdag, og før jeg kunne nå at vakle, gik jeg op til startstregen -og løb….  To minutter, to sekunder og femoghalvtreds hundrededele senere lå jeg på ryggen på banen og smilede op i luften. Først dukkede min fars glade ansigt op i synsfeltet, og derefter blev det hele dækket af min træningsveninde Debbie, som bogstaveligt talt kastede sig ovenpå mig i ren og skær begejstring. Tiden jeg havde løbet var kun lidt under to sekunder fra OL kravet, og bedre end noget jeg løb i konkurrence i hele 2007. Indtil den dag ville jeg have svoret at det var umuligt. Men nogle gange skal man åbenbart stole på sin intuition…

Hvert år, når sæsonen slutter bruger jeg godt en måned på at slappe af, få sæsonen lidt på afstand og markere begyndelsen på en ny. Den 1. oktober er som mit atletikkens nytår, med alt hvad det indebærer af refleksion over året der gik og aspirationer for det næste. For at kunne committe mig 100% til de næste måneder med hård vintertræning, og til målene for næste års sæson, er det afgørende for mig at have mit "hvorfor" på plads.

Under vejs, når jeg er under pres og det gør ondt, er der ikke plads til at vakle. Men i oktober stopper jeg op, giver plads og lader spørgsmålene komme. I år var der mange: Hvorfor gik det galt i år? Hvorfor har jeg ikke klaret OL kravet?  Hvorfor vil jeg blive ved med at konkurrere i en sport, hvor nogle af de største helte viser sig at være løgnere og snydere? Hvorfor vil jeg til OL i Beijing, når værtsnationen er et land, der forbryder sig mod så meget af det jeg tror på? Hvorfor er jeg villig til at rejse fra min familie i så lang tid af gangen? ...Hvorfor gør jeg overhovedet det her?
Og ud af stilheden kom de svar, som får mig til at ranke ryggen, og som vil bære mig frem til næste år:

Fordi jeg ved, at denne sæsons skuffelser har gjort mig både klogere og stærkere. Jeg har lært, at der skal være plads til mere "hvorfor" i min hverdag, så jeg ikke igen blindt kører mig selv ud over kanten i jagten på målet. 

Fordi jeg ved, at hvis jeg giver op nu, og lader snyderne definere min sport, så har de vundet. Jeg vil kæmpe for retten til at præge elitesporten med min måde at dyrke den, fordi den fortsat har potentialet til at give unge mennesker en uvurderlig gave. 

Og jeg vil til OL i Kina fordi, da terrorister dræbte Israelere under OL i München i 72 gik atleterne, blandt dem min biologiske far, tilbage på banerne for at vise, at den ånd som OL symboliserer handler om kammeratskab og fair konkurrence på tværs af nationaliteter og overbevisninger. Det er et universelt ideal, som har overlevet verdenskrige. De perioder hvor OL ikke er blevet holdt, er de sorteste i menneskehedens historie. Sportens stille men vedholdende protest mod verdens uretfærdigheder er at holde den Olympiske ånd i live. Hvert 4. år gør atleterne, hvad verdens nationer ikke kan finde ud af. Og jeg vil altid se det som en ære, at være med til at gøre OL levende, uanset hvor. 

Når mit "hvorfor" således er på plads, kan jeg også klare at rejse fra min familie, og træne hårdt uden nogen garanti for succes. Jeg synes min drøm er værd at kæmpe og savne for.

Doping er den største trussel mod dette fantastiske fænomen. Hvordan rejser man sig fra et nederlag som skyldtes, at man ikke var helt så ligeglad med sit helbred, eller ikke havde en helt så god læge som sin konkurrent? Og hvorfor hylde den vinder, der var bedst til at snyde? Er det en helt?

WADA er den trumf, der har magt til at gøre spillet sjovt og interessant igen. De atleter og trænere, der føler sig hævet over reglerne, risikerer ikke bare at blive slået hjem, de kan blive sendt helt ud af spillet. Er det synd for dem? Nej det er ikke! for de gør livet surt for alle os andre, -lidt ligesom de der air-brushede reklamer, der får kvinder over hele verden til at tro, at tyngdekraften og behovet for at indtage føde ikke gælder for alle. Hvis man ophæver reglerne eller opgiver at afsløre snyderne, vil det ikke længere være sport, så vil det nærmere være krig. Personligt hører jeg til blandt dem der mener, at i krig er der ingen sande vindere, kun grader af  tabere.

"Hvem af dem er Tsyganova?"
 -"Jeg ved det ikke… man må da kunne se det på hende. Her står hun har løbet 1.57! hun smadrer os, hun ville jo være medalje kandidat til VM!"  
 -"Ja, men spørg dig selv hvorfor hun er her! Hun har sikkert løbet det i 1992". 
Min tyske veninde og konkurrent på 800m fniser hen over frokostbordet på stævnehotellet i Cuxhaven, og fortsætter med at granske gruppen af russiske atleter, der sidder og spiser i den anden ende af rummet.

Hvis Golden League er atletikkens Superliga, så er stævnet i Cuxhaven den nedre del af 1. division. Her får man stadig betalt ophold og rejseomkostninger, men præmierne er til at overse. Tre slags atleter deltager her: Unge atleter på vej op, amatører som ikke helt har niveauet til at klare sig internationalt, og så min kategori: De fortabte sjæle: Professionelle atleter, som har haft en dårlig sæson, og kæmper for at komme ind i Grand Prix stævnernes gode selskab igen. Der er to forudsætninger for at komme ind i varmen. Et godt resultat og en god manager. De helt store stævner er "invitation only" og stævnedirektørerne har suveræn beslutningskraft over hvem de vil have med. I atletikkens verden udgør stævnedirektørerne og de store managers magtens kartel. Der er ingen direkte kontakt mellem atleter og stævnedirektører. Alt bliver forhandlet gennem managers. -Selvfølgelig, hvis du laver et super resultat ved hans stævne, er stævnedirektøren din bedste ven -i hvert fald for en aften. Undtagelsen er, hvis du sætter en verdensrekord til hans stævne. -Så er han din ven for livet!
At have en af de store managers, er dog heller ikke nødvendigvis lykken. En manager har mange atleter, og der er stor udskiftning i inderkredsen. Man kan måle hvor hot man er, ved at se om han "har tid" til at tage telefonen når man ringer. Går det rigtig godt begynder han endda at ringe selv, men det er kun de få forundt. Jeg havde en overgang en af disse top managers. Hans liv bestod af at rejse fra det ene luksuriøse stævnehotel til det andet, hænge ud i lobbyen og drikke sjusser med stævnedirektørerne, sponsorerne og de andre managers. Han havde to verdensrekordholdere og adskillige verdensmestre i sin stald. Behøver jeg sige, at det var meget svært at få ham til at tage telefonen? Derfor skiftede jeg til et mindre firma, hvor der er lidt mere "love". Min manager placerer mig tålmodigt i de mindre stævner, hvor jeg har mulighed for at komme på fode igen efter den ubehagelige oplevelse med overtræning. Det er ok for nu, men vi ved godt, at jeg får brug for de hurtige felter ved de større stævner, hvis jeg skal klare OL kravet. Derfor er målet at levere et godt resultat ved VM i August, hvilket vil åbne døren til Grand Prix himlen på klem igen…

I Cuxhaven opnåede jeg en hæderlig fjerde plads. To pladser bedre end forrige stævne. På tredjepladsen kom den, på papiret så suveræne russer. Hende møder jeg nok igen i Kaunas den  25.Juli, som er næste stop på "De Fortabte Atleters Tour".

Hold da op hvor er det flot! Udbryder manden i den hvide kittel. Kilden til hans faglige begejstring er de grynede sort hvide billeder af mit veltrænede hjerte på ultralyds-monitoren. Jeg føler en noget mere eksistentiel fascination ved at se den muskel i aktion, som holder mig i live!
Det falder mig ind, at alle med potentielle hjerte- kar problemer burde opleve dette som motivation til at lægge livsstilen om.  Det ser så sårbart ud, mit hjerte, som det ligger der og banker på den mørke skærm.

Manden i den hvide kittel er Lars Juel Andersen , en førende sports-kardiolog, som skal sikre, at min forhøjede hvilepuls skyldes overtræning og ikke noget mere alvorligt. Da jeg går derfra, med hans forsikringer om at mit hjerte er i topform, er lettelsen på en sær måde blandet med skuffelse. Overtræning er en udelukkelsesdiagnose, og det er efterhånden ved at være klart, at den træthed og øgede hvilepuls jeg har oplevet de sidste uger, ikke skyldes nogen ekstern påvirkning, men er noget jeg har gjort ved mig selv. 

Som atlet lever jeg af at hæve overlæggeren og presse mig selv til at flytte mine grænser. Jeg ved, at en OL deltagelse ikke er noget man får forærende, så jeg angriber min træning med indædt fokus og en viljestyrke. Mit største talent ligger formentlig i, at det fylder mig med glæde. At det i høj grad er en leg for mig, at se hvor langt jeg kan nå. Det er ikke surt at træne, det er sjovt. Og det sidste år har været et af de absolut sjoveste, fordi jeg har været i stand til at lave mere af den træning jeg er bedst til. 

Men det tyder på, at den høje intensitet i min træning, har betydet at jeg konstant har belastet de samme muskler på samme måde. Jeg var overbevist om, at min krop ville fortælle mig, hvis jeg gjorde noget galt. At jeg ville få ondt, eller ikke ville kunne løbe så stærkt. Men den har kvitteret med stadig bedre resultater, så jeg anede ingen fare. Overtræning er sportens svar på erhvervslivets stress, og de signaler vi får, er tit lette at overhøre, hvis det ikke er det vi har lyst til at høre. Nu klinger en replik fra 80’er klassikeren Top-Gun i mit hoved: ”Your ego is writing out checks your body can’t cash!”. –Bare kald mig Maverik. Men sport handler jo om at turde drømme, og ville det, som ingen tror muligt. Heldigvis fik jeg fanget overtræningen tidligt, takket være mit sårbare hjerte, som protesterede ved at banke 10 gange mere i minuttet end det plejer. Jeg skulle have lyttet til det med det samme. Som straf for tunghørheden er mit ego nu henvist til tre ugers hygge-træning! Og til at skulle forsinke sæsonen, og dermed den potentielle OL kvalifikation, mindst en måned. Mit hovedfokus er nu at være 100% kampklar til VM sidst i August. Jeg har fået et velplaceret los over skinnebenene, og vil i fremtiden lytte endnu mere til min krop. Det vil i hvert fald være ret svært at løbe OL uden den.    

”yes”! udbryder jeg for mig selv, da det går op for mig, at jeg faktisk kan se stadion fra mit værelse. Jeg har allerede noteret, at banen ser ud til at være i god stand, og jeg er ret selvtilfreds over at have forudset, at det ikke er meget varmere her i Portugal end derhjemme, så da jeg slæbte uldne sokker og flis trøjer med her ned havde jeg ret –ha! Det skal nok blive en god træningslejr. Men så er det, at virkeligheden rammer mig. Jeg vender mig mod det mikroskopiske og dårligt isolerede værelse, og ser det som for første gang. Hvis jeg nu ikke var her, fordi jeg var drevet frem af en drøm om OL, hvis jeg nu f.eks var min mand, min far eller min 11 årige bonus søn, som ankommer om nogle dage –hvad ville jeg så synes om dette sted? Jeg stormer ud af døren, og prøver at lægge mærke til den slags ting, som almindelige mennesker bekymrer sig om, når de tager på ferie: Sol på terrassen? Ahhr ikke rigtig. Swimmingpool? ja! – vandtemperatur ca. 8 grader. –super, så kan man køle ben efter træning… øh, ved nærmere eftertanke, måske ikke så super. Lækkerhedsfaktor? NOT, restaurant?, internet? Kabel TV? Roomservice? –ha, ha, hvad tror du selv!? Mine skuldre synker, og jeg griber mobiltelefonen. Voya Travels har reddet mig ud af mangen en knibe, når jeg pludselig har fået start ved et eller andet stævne, og med 48 timers varsel skal finde ud af 1) hvor ligger byen? (Geografi har aldrig været min stærke side –et stadion er et stadion), og 2) kan man flyve derhen? Nu finkæmmer Charlotte Zarp området omkring Falèsia for firstjernede hoteller. ”Men det er jo Påske søde, alt er booket”…

Det er så her atleten i mig tager over, og jeg beslutter mig for at vinde. Viljen til sejr kan bruges i mange sammenhænge, og i denne sammenhæng vil ”sejr” sige, at få syv dejlige dage med min familie. Jeg ved, at attitude er langt vigtigere end indpakningen. Dette sted er ikke nogen katastrofe. Det er rustikt og hyggeligt. Det er lidt som at være på camping tur, og det har jeg hørt der er mange der er helt vilde med. Min mand er godt nok vandt til hoteller med signifikant flere stjerner, men der er én stjerne her, som nok skal hæve standarden, og hun har lagt ud med at plukke markblomster til værelset. Jeg har sådan glædet mig til at få syv sammenhængende dage med min familie, og det behøver jeg ikke nogen lækkerhedsfaktor for at vise dem!  

Før nu havde jeg aldrig tænkt over hvor lidt man egentlig har brug for, når man har en mission. I min verden er succeskriteriet for en træningslejr mere eller mindre, at jeg får min bagage i lufthavnen, og at der ikke er huller i atletikbanen. Glæde og engagement er indbygget i formålet med turen og følger bare med. Når man derimod tager på ferie, så forventer man på en eller anden måde at kunne koble helt ud. At hotellet og omgivelserne i sig selv er så lækre, at man får følelsen af velvære og tilfredshed serveret. Men jeg tror nu, at selv om det hjælper med en minibar og roomservice (og en pool med vand der er over 8 grader!), så er glæden og nydelsen stadig noget der kommer indefra. Hvis man ikke har noget at være glad for, så skal man nok finde noget at være utilfreds med, uanset hvor lækkert hotellet er…

Senere på ugen sidder gruppen af Sparta-løbere og familiemedlemmer bænket omkring et langbord, sammensat af vakkelvorne plastic møbler. Fyrfadslys arrangeret på underkopper oplyser de nu solbrune ansigter, og duften af grillede tunsteaks blander sig med appelsinblomsternes aroma. Jeg løfter vandglasset med den Portugisiske rødvin til skål. Hvis jeg ikke tager meget fejl, så mega hygger vi os! Jeg smiler lidt bredere, mens et ”yes” klinger i mit stille sind. Tidligere på dagen til træning har jeg løbet min bedste 600 meter nogensinde, men det her er en lige så stor sejr. 

Min vej til OL er belagt med en mosaik af oplevelser. Den sidste måneds tid er et rammende eksempel:

Jeg lagde ud med at pakke min taske den dag sidst i januar, hvor det endelig blev vinter, og rejste alene på træningslejr i Sydafrika i tre uger. For ikke at bukke under for lejerkuller og gå helt i selvsving, måtte jeg overvinde min generthed og snakke! med de indfødte. Som den flødebolle jeg er (sort udenpå –hvid indeni) nød jeg godt af begge ”lejres” tillid, og blev lidt klogere på de vanskelige nuancer mellem sort og hvidt, som det nye Sydafrika må finde en måde at leve med.
Sikkert hjemme i Danmark igen, kunne jeg nyde sportens skønne enkelthed. Det største paradoks jeg skulle leve med var at blive dansk mester i Malmö, fordi der ikke er nogen indendørs atletik haller i Danmark! pinligt, men det ser ud til at miraklet endelig er sket –tak Ritt og Don Ø!
Jeg var nervøs inden 800meteren. Det var sæsonens første løb, og jeg var ret opsat på at vise, at jeg kunne andet end at brokke mig over OL kravene. Den fik alt hvad den kunne trække fra starten, og jeg blev helt rørt over at høre hele hallen klappe i takt. Jeg løb mig selv fuldstændigt ud, og måtte beordre den udsendte TV2 medarbejder i det fine mørke jakkesæt ned på det snavsede gulv, så han kunne interviewe mig i øjenhøjde. Selv 10 minutter efter løbet kunne jeg stadig ikke helt overskue at stå op. Så jeg fik lov til at forklare TV2’s seere om konceptet "iltgæld".
Efter DM var der knap to uger til inde EM i Birmingham , hvor jeg havde ambitioner om mindst at komme i semifinalen. Jeg blev godt nok lidt i tvivl da jeg så startlisterne og syntes mit navn stod faretruende tæt på bunden. Men jeg måtte minde mig selv om, at det er hvad man gør på dagen der tæller. Det krævede en personlig rekord at komme i semifinalen, men det lykkedes. I semifinalen hostede jeg op med endnu en personlig rekord, men det var ikke nok til en finaleplads. Jeg arbejder nu hårdt på at tage det næste skridt op af ranglisterne til sommer.
 Fra Birmingham tog jeg direkte til Ghanas hovedstad Accra, hvor en kameramand og en producer ventede på mig. Alex Frank Larsen s dokumentar om Danskernes Ghana er en af den slags "bivirkninger" ved min atletikkarriere, som jeg elsker. I 11 dage rejste vi rundt i landet og interviewede alle mulige spændende mennesker. En af dem var min biologiske far, som jeg jo nok mindst skylder halvdelen af min atletiktalent. Sport og uddannelse bragte ham helt fra en lille landsby i Nordghana -og vi taler altså jordhytter, stråtag og 25 søskende! Til tre Olympiske Lege og til medicinstudiet i Sarajevo. Her mødte han min mor, som spillede basketball for en lokal klub. På trods af bogstavelig talt at være så forskellige som dag og nat (min mor er helt blond med blå øjne) så var de fælles om at have grebet de muligheder sporten åbner for at opleve verden.
Jeg fik kuldegysninger da min far fortalte om hvordan han skræmt og forundret havde ringet til min mor den tragiske morgen ved OL i München i 72, og sagt, at der vist var nogle israelere der var døde. Præcis 30 år senere vågnede jeg selv i den gamle OL by i München med sommerfugle i maven før EM i 2002. Uden at have haft særlig megen kontakt med min biologiske far, har jeg alligevel altid fulgt i hans fodspor. Jeg håber at følge dem hele vejen til OL…   

Nu er jeg heldigvis ikke typen der kan være i dårligt humør ret længe af gangen, og jeg mener generelt, at min energi er bedst investeret i positive, konstruktive tiltag. Men bær lige over med mig mens jeg får det her ud af mit system:

… Når det nu er blevet vedtaget på øverste pamperplan at Danmark skal følge de internationale krav til OL,  forklar mig så hvorfor de krav der er blevet fastsat af det Internationale Atletikforbund (IAAF) -som vel med rimelighed kan betegnes som autoriteten inden for atletik, ikke er gode nok til Dansk Atletikforbund? (DAF). Næææh der er blevet konstrueret et eller andet Excel regneark, som udsætter hvert krav for nogle ret uigennemskuelige udregninger, og ud på den anden side er kommet "DAF's forslag". I nogle tilfælde er DAF's forslag identisk med IAAF's krav, i mange tilfælde er det hårdere. I mit tilfælde er det krav der blev spyttet ud af maskinen 0.65 sekund hurtigere end det IAAF synes jeg skal løbe for at komme med til OL. Det lyder jo umiddelbart ikke af så meget, men spørg mig igen, hvis det er lige præcis de brøkdele af et sekund, der i sidste ende afskærer mig fra at få min ultimative sportslige drøm opfyldt.
 
Jeg er godt klar over, at DAF formentlig ligger under for Team Danmarks helt særlige Elite-Logik: "Ingen medaljer -ingen penge, ingen penge -ingen elite, ingen elite -ingen medaljer -ingen penge". Men tro mig, ingen vil have "Guld til Danmark" mere end jeg. Jeg er bare ikke enig i, at vi øger vores medaljechancer ved yderligere at indsnævre nåleøjet til det forum, hvor medaljerne bliver vundet! 
Jeg kunne forstå hvis de internationale krav ville resultere i en kæmpe OL trup. Men nu er det er jo ikke ligefrem fordi dansk atletik svømmer i OL kandidater. På vores absolut bedste dag kunne vi måske finde otte!!!

Gennem årene har jeg mødt atleter fra alle tænkelige lande, og mens andre mennesker taler om vejret, fordi det kan man altid være enig om, så udveksler vi ofte historier om vores respektive forbunds urimeligheder. Det skal dog siges til DAF's forsvar, at jeg sjældent er indehaveren af de bedste historier. Men de tilsyneladende universelle frustrationer kommer nok af, at vi atleter fejlagtigt tror, at vores forbund er til for at varetage vores interesser. Jo før vi erkender, at i det store billede, er vi ikke andet end et resultat og en kalkuleret medaljechance, jo færre skuffelser får vi.

 …Ok, det er så her jeg siger til mig selv: Rikke, træk vejret helt ned i maven og gentag efter mig: "det er hvad det er", stig så ned fra din kæphest og træn videre…  

1)"VEJEN TIL OL" Politikken, Januar 2007

For nogen tid siden var der en af mine velmenende kursister der spurgte om hvornår jeg så ville gå i gang med at træne til OL. Jeg må have set lidt uforstående ud, for han uddybede – "ja altså, det tager vel nogle måneder at komme i topform –eller hvad?”

Jeg smilede bare ”øhh, -et par måneder…” jeg orkede næsten ikke at fortælle om den rejse, som begyndte da jeg var 12 år og fandt ud af, at det der med at løbe –det var noget jeg kunne!

Jeg kvalificerede mig første gang til seniorlandsholdet, da jeg var 16, men fik ikke lov til at komme med, da det blev vurderet, at jeg var for ung. Siden skulle jeg blive den danske atlet der har deltaget i flest landskampe nogensinde.Jeg vandt bronze ved junior EM i 1995 og blev U23-europamester i 1997. Jeg er indehaver af den danske rekord på 400m hæk og på 400m, og jeg er 0,15 sekund fra rekorden på 800m.Og først nu, er jeg endelig så tæt på OL kvalifikationen, at jeg næsten kan høre musikken fra åbningsceremonien. Hvornår begynder jeg at træne til OL? Jeg har trænet til OL i 19 år!

Sidste gang der var OL missede jeg det danske krav med et sekund.

Når jeg fortæller det til folk uden for atletikverdenen fyldes de med harme: ”Jamen et sekund! Det er da ingenting. Kunne de ikke bare have taget dig med alligevel? Eller kunne du ikke lige have lænet dig lidt mere frem da du nåede til målstregen?”Men i en verden, hvor tider bliver målt ned til hundrededele, så er et sekund til at tage og føle på. Det var faktisk en trøst, at jeg ikke var tættere på. Tænk hvis jeg havde misset kravet med en hundrededel! Det havde ikke været til at bære. Når jeg så tror på at det kan lade sig gøre i denne ombæring, er det fordi jeg sidste år fik forbedret min tid så meget, at alt efter hvad OL kravet endelig bliver fastsat til, skal jeg enten ' bare ' løbe op til det niveau jeg har nu, eller forbedre mig et halvt sekund.Det er inden for rækkevidde. Men som atlet er jeg ekstremt sårbar. Vi træner altid helt ud til kanten af, hvad vores krop kan klare. Det er der de sidste sekunders forbedringer ligger. Derfor skal jeg ikke miste mange måneders optimal træning på grund af skader eller sygdom, før OL deltagelsen hænger i en tynd tråd. Så det er om at holde tungen lige i munden og krydse fingre.  

Nu sidder du måske og spørger dig selv, hvordan jeg finder motivationen til at blive ved og ved med at træne år efter år. Ret mig hvis jeg tager fejl, men jeg tror, at vi i Danmark har oparbejdet en udpræget fascination af medaljens bagside: Sportens uhyggelige væsen, Børn der bliver pacet frem af fanatiske forældre, angrende dopingsyndere, forhenværende professionelle, der ikke har fået nogen uddannelse, og falder gennem systemet. Det er som om det er finere at være kynisk, og det skal helst være så hårdt, så hårdt, at nå sine mål. Man må endelig ikke virke lalleglad! Men faktum er, at min mangeårige kamp for at præstere noget ekstraordinært, har beriget mit liv med utallige magiske øjeblikke, unikke oplevelser og særlige privilegier, som jeg aldrig havde modtaget, hvis min største ambition bare havde været at ”sidde med hovedfeltet hjem”.

Et af privilegierne er at skrive denne klumme, og tage dig med på min vej mod OL. Og jeg tror på, at når alt kommer til alt ( –Nu da jeg er fyldt 31år, og har min egen klumme, føler jeg mig pludselig berettiget til at udtale mig om ”alt” :-) Så er der en ting der er vigtig: Hvis ikke vejen til målet er en gave i sig selv, så er enten målet eller vejen forkert.