Hvis jeg umiddelbart skulle pege på min karrieres højdepunkter, så har det vel været at vinde U23 EM på 400m hæk i 1997, og at nå semifinalen på 800m ved EM i Göteborg i 2006. To højdepunkter med næsten 10 års mellemrum?? Sport er noget mærkeligt noget, og rejsen imellem de to punkter har været lang og snørklet. Jeg ville aldrig selv have gættet ,at jeg skulle blive 800m løber -No way, det er jo langdistance! 

Jeg begyndte først rigtigt med atletik da jeg var omkring 12-13 år i Holte. Efter en karriere som alt fra 80m løber til kuglestøder og syvkæmper, var det på Holtes landsturnerings hold jeg, nærmest ved et tilfælde, løb min første 400m hæk. Jeg var da kun nogle få tiendedele fra at klare kravet til junior EM. Derefter fulgte deltagelse ved tre internationale juniormesterskaber, scholarship til Florida State University og en guldmedalje ved U23 mesterskaberne i Turko Finland 1997. Dette år havde jeg også min debut ved senior VM i Athen.

Dog fulgte skaderne i hælene på succeserne. Og efter en elendig indsats ved EM i 1998 måtte jeg indse, at det ikke var holdbart at fortsætte med 400m hæk. Jeg var ude af stand til at løbe i hele 1999 på grund af træthedsbrud i navikulare knoglerne i begge fødder. Heldigvis fandt jeg en erfaren idrætslæge i Australien som fik udbedret skaderne og gav mig en ny chance for at løbe på internationalt niveau. 

Jeg erkendte, at jeg nok ikke var hurtig nok til at slå igennem som 400m løber, så jeg måtte bide i det sure æble og gå op til 800m. Når man har været sprinter hele sit liv er træningen og konkurrencen på 800m en voldsom omvæltning både mentalt og fysisk.

Jeg nød dog godt af at træne i Australien hvor de to bedste kvindelige 800m løbere dengang var forhenværende 400m specialister. Jeg bed impulsen til at udgå i hvert løb efter 500m i mig, og troede på at det kunne lade sig gøre. Da jeg vendte hjem til Danmark i 2001 tog jeg træningsprincipperne baseret på hurtighed og styrke med mig, og lavede mine egne programmer ud fra hvad jeg havde lært og erfaret. Men det er virkelig svært at træne sig selv, og i efteråret 2003 begyndte jeg et træningssamarbejde med Islandske Rakel Gylfadottir. Det var først en stor succes. Med en forbedring af min personlige rekord til 2.01.68, men i 2005 stagnerede jeg totalt, og følte jeg havde mistet megen af min hurtighed ved at fokusere på udholdenhed. 

Derfor valgte jeg i stedet at arbejde med en ny træner, min far Torben Rønholt . Sammen forsøgte vi at finde den magiske blanding af udholdenhed og hurtighed, som ville bringe mig tættere på det langsigtede mål: At bryde de magiske 2 minutter, og være med når finalepladserne bliver besat ved de store internationale mesterskaber.

Vi kom tæt på, og jeg føler at min glæde ved at være atlet var på sit absolutte højeste da jeg stoppede. Jer meget taknemmelig for de sidste års træning med Torben, for jeg lærte ekstremt meget om mig selv og om det at optimere performance. Disse ting tager jeg med mig i min erhvervskarriere. 

Valget om at stoppe var primært fordi jeg gerne vil have børn, og fordi det blev stadig mere smertefuldt for mig at være så meget væk fra min familie. Jeg har altid vidst at jeg en dag ville vokse fra nomade livet som atlet. Og den dag kom...