D.17 oktober kom Sebastian til verden. Som jeg har sagt til Wilson Kipketer, så kommer der nok til at gå nogle år før han vil forsøge at bringe verdensrekorden på 800m tilbage under det navn :-) Lige nu spiser, sover og gylper han mest, men han har skam været med ovre på stadion og vente mens mor træner. Jeg må godt nok ikke løbe endnu, men ingen har sagt noget om trappetræning!

09/07 2009 Kommentator på ny tv station
Når VM går i gang d.15. August skal jeg være medkommentator en ny tv kanal som begynder at sende midt i Juli. Canal 9 har købt tv rettighederne til hele VM i atletik, og vi kommer til at sende omkring 40 timers fed atletik. Jeg glæder mig helt vildt til at være bag mikrofonen og forhåbentlig formidle noget af alt det jeg synes er så fascinerende ved atletikken. Hvis du har gode ideer til hvad dine ideelle atletikkommentatorer skal snakke om (eller ikke snakke om) Så send gerne input til mig på mail@rikkeroenholt.dk 
Læs mere om hvordan du får Canal 9 på dit fjernsyn på http://www.canal9.dk

02/07 2009 
Hvad vil vi egentlig med eliteidrætten i Danmark?
Krisen rammer mange steder, og det kan nok ikke komme som nogen overraskelse, at den også rammer Team-Danmark.  Team-Danmark bliver i år nødt til at skære 20mil. af budgettet på grund af svigtende sponsorindtægter og fald i tipsmidler. Spørgsmålet er, om det er ok? 
Det er jo en politisk diskussion, om vi synes de danske eliteatleter ar værd at investere i. Eliteidrætten hører under kulturministeriet, og er således i familie med Det kongelige Teater, Operaen og museer etc. I sammenligning med disse institutioner koster elitesporten meget lidt. Samlet set får idræt godt nok 3mia, men det er til hele foreningsverdenen, folkesundheden etc. Hvilket på alle måder er et værdigt og vigtigt område at investere i. Men i forhold til elitesporten svarer det til at sige, at musikundervisningen i skolerne er med til at støtte den danske opera. Kun en forsvindende lille del at kulturministeriets bevilling går til at udvikle de eliteatleter, som repræsenterer Danmark ved OL, VM etc. 
Vi elsker når danskerne vinder! Få ting kan samle nationen som en sportsbegivenhed hvor danske atleter er i top. Man oplever ikke just de samme jubelscener på rådhuspladsen fordi en ny udstilling åbner på Nationalmuseet. Men disse oplevelser koster penge! Og det er en anden investering end at skaffe fodboldbaner til vores børn. Fra vi opdager talenterne til de får hængt en medalje om halsen går der alt fra 7-15 år med intensiv, specifik elitetræning! De besparelser, som Team Danmark bliver tvunget til at lave nu, vil ikke nødvendigvis være synlige ved OL i 2012, men pludselig vil vi bare opdage, at de gamle atleter går på pension, og den næste generation er udeblevet, fordi de ikke har haft mulighed for at optimere deres forhold og træne på lige fod med deres internationale konkurrenter. Det er lidt som med miljøet eller økonomien. Når først vi opdager at skaden er sket, kan det være meget svært at rette op på den. 
Derfor kræver det et bevidst valg fra politikkerne NU, om elitesporten er værd at bevare. Det sker ganske simpelt ikke af sig selv. Kulturministeriet har ønsket en status quo situation, hvor vi hverken bruger mere eller mindre på elitesporten. Men de økonomiske omstændigheder har gjort, at det reelt betyder en nedgang. Er vi klar til et OL uden medaljer i 2016 eller 2020?

08/06 2009 Mød min baby
Det skal ikke være nogen hemmelighed at en af grundene til at jeg indstillede min karriere var, at jeg gerne ville være mor. Nu ser det ud til at mit ønske går i opfyldelse. I hvert fald har jeg taget 11kg på!!! Og der er en lille dreng der vokser i min mave. Jeg tror det bliver en atlet. Den anden dag da jeg var ovre og afgive min stemme på Østerbro stadion, så jeg for første gang den nye blå bane. Den lå bare der, helt perfekt og velduftende, og babyen sparkede mig hårdt, som om den sagde: "Hvornår skal vi ud og løbe på den bane mor?" :-)

12/8 2008  "Det er den 23. Juli, jeg står for an spejlet på badeværelset med en tot af mit skulderlange hår i den ene hånd og en køkkensaks i den anden..." læs den sidste klumme her

"Ahhrg hvor hårdt!"                                       (Foto Rasmus Rønholt)
10/8 Bedste 5000m nogensinde!
Ja...ok, eneste 5000m nogensinde, men alligevel, der blev skrevet Dansk Atletikhistorie på Fuglsø Centrets atletikbane, da jeg deltog i Implements udtagelsesmesterskaber til DHL stafetten. Det var blevet besluttet, at Implement skulle stille et elitehold til DHL stafetten. Men da vi jo er en samling af ret konkurrencemindede konsulenter, så var der flere om buddet, så løsningen blev at der, under vores faglige udviklingsdage på Mols, simpelthen skulle løbes et udtagelsesløb hvor de 5 bedste kom på holdet. Det skal man jo ikke sige to gange til en eliteatlet, uanset at det er en pensioneret eliteatlet, som aldrig i sit liv har løbet mere end 8 omgange på en atletikbane, og selv det under store protester. Jeg lagde en benhård strategi, der gjaldt om at komme under de 20 minutter, som har været mit erklærede mål i årevis. Jeg havde regnet mine omgangstider ud, og lod mig ikke lokke af mine medkonsulenters hidsige udgangstempo, men klokkede præcis 96 sekunder per omgang og halede stille og roligt ind på udbrydergruppen indtil den sidste kilometer, hvor jeg formåede at skrue tempoet lidt så jeg løb: hold fast 19.36.08!! Og kom ind på en samlet 3. plads. Glæden var stor. Hvem gider løbe til det der stævne i Kina, når man kan løbe 5000m på Fuglsø Centret?? :-)

24/7 Ikke noget OL til mig
Folk ser på mig med deltagende miner og spørger: Jamen hvordan har du det? Og jeg ved de forventer et andet svar end: "Jeg er vist egentlig ok". Og jeg kommer i tvivl. Burde jeg være mere ulykkelig?, mere skuffet? Men jeg har det som om al tristheden og skuffelsen er brugt op. Jeg har forsøgt så mange gange, og tag ikke fejl; hver eneste gang jeg stillede mig på startstregen i år, troede jeg på at denne gang ville jeg indfri kravet. Og hver gang jeg fejlede skulle jeg gennemgå hele processen med skuffelse, tvivl, tro, håb og motivation før næste gang. Jeg er ikke Buddhist, men jeg har ladet mig inspirere af de buddhister jeg nu går rundt og ligner. Jeg har lært, at man får ikke noget ud af at rase imod verden fordi den ikke gør som man vil have, fordi man ikke lige får det man ønsker sig, selv om man synes man har fortjent det. Det er lige så formålsløst som at forsøge at vælte et bjerg, og man bliver bare enormt udmattet og frustreret af det. Jeg tror på, at det vigtigste i livet er det store billede, det som vi af gode grunde ikke kan se før til sidst. Det er ikke så meget hvad man når, og hvad man får, men om man er i stand til at være tro mod sig selv og sine værdier både i medgang og i modgang. Nogle mennesker kan ikke tåle at lykkes. Det stiger dem til hovedet og de mister deres integritet. Det der lignede stor succes ender med at blive en forbandelse. Andre mennesker kan ikke tåle at tabe. De bliver bitre og føler at verden behandler dem uretfærdigt, og de holder op med at drømme fordi de er for bange for at blive skuffede. De vil hellere gøre ingenting end risikere at fejle.
Jeg tror altid jeg vil blive ved med at drømme og satse, sådan er jeg vist skruet sammen. Og hvis det virkelig er en drøm der er værd at drømme, så er der helt sikkert ingen garanti for at den lykkes. Derfor er jeg heller ikke bitter og vred fordi jeg ikke kommer til OL. Det var mit mål, jeg forsøgte og jeg fejlede. Men jeg er ikke mit mål. Mit mål var et håndgribeligt og konkret fokus for min energi. Fordi OL var et kæmpe mål, som krævede alt hvad jeg havde og mere til, så var jeg nødt til at vokse og udvikle mig med opgaven.  Og selv om jeg ikke nåede målet, så er jeg alligevel vokset, og det kan ingen tage fra mig. 
Jeg er selvfølgelig skuffet over, at jeg ikke kommer til at opleve et OL, men jeg har visualiseret at drømmen gik i opfyldelse så mange gange, at jeg ikke tror min hjerne er klar over, at vi ikke kommer af sted :-) Jeg har set det olympiske stadion for mig, og hørt menneskemængdernes jublen. Jeg har presset mig selv til det yderste og fundet grænserne for min ydeevne. Jeg kan se mig selv i spejlet og sige, jeg gav alt hvad jeg havde. Jeg kan godt give slip nu. Jeg har levet drømmen. 
 Jeg vågnede i morges og glædede mig til mit nye liv efter atletikken. Der er så meget jeg bevidst har valgt at nedprioritere på grund af OL. Det føles ikke som et offer, for jeg har fået nogle helt fantastiske oplevelser ud af at satse som jeg har gjort, men nu ligger der en hel verden af nye spændende udfordringer og venter på mig.

20/7 Ny klumme: "Verden er et skydetelt" 
Se det for dig: Skydeteltet på skuepladsen, når cirkus er i byen. Gevinsterne er linet op, med det billige skrammel nederst og stigende lækkerhedsgrad for hver hylde. På den øverste hylde sidder den gigantiske bamse, som man kun kan drømme om at få med hjem. For os atleter er verden sådan et skydetelt. Vi lever og ånder for at vinde den store bamse på den øverste hylde. Hvert fjerde år kommer OL cirkuset til byen, og alle atleterne tropper op, med funklende øjne og lommerne fulde af mønter. Læs resten her

13/7 Græsset er ikke grønnere...
Jeg havde lige brug for nogle dage til at rase ud over ikke at have indfriet mine forhåbninger på 800m distancen i år. Løbet i Sollentuna var nok den største skuffelse indtil nu, fordi alt var perfekt: tempo, vejr, det hele. Jeg lå til at løbe en fantastisk tid, og skulle bare afslutte ordentligt, men så døde jeg totalt og endte på en fjerdeplads! Jeg lå der på jorden lidt fra målstregen, og følte at lungerne var blevet flået ud af kroppen på mig. Lidt væk kunne høre lyden af to af mine konkurrenter, der ofrede deres frokost. Pludselig kunne jeg slet ikke huske hvorfor jeg oprindelig syntes det var sådan en god ide at satse på 800m. Var livet ikke meget bedre den gang jeg var sprinter? var græsset ikke grønnere? Hvem er dum nok til at krydse målstregen mere end een gang?, der er jo en grund til at den hedder "mål"-stregen. Osv. kørte det rundt i hovedet på mig. 
Men jeg tager det i mig igen. Når jeg nu husker rigtigt efter, så tilbragte jeg det meste af min 400m hæk karriere på krykker!, og et hurtigt blik på 400m verdensranglisten er nok til at sætte mine beskedne 52.8 i seriøst perspektiv. Det var ikke for sjov jeg skiftede distance. Jeg har haft 8 gode år med 800m, stort set uden skader, og det har indbragt mig en 13. og en 10. plads ved Europæiske senior mesterskaber. Noget jeg næppe ville have opnået på 400m hæk, af den simple grund, at jeg på nuværende tidspunkt ville være sportsinvalid. I stedet er jeg sund og rask, med træningsglæden intakt, og stadig svimlende tæt på OL kravet, hvis man begynder at regne i procenter. Derfor har jeg hanket op i mit indre surmulende pattebarn, og gør et sidste forsøg på at klare kravet på 800m. Det er en ond, ond distance, designet specielt til at påføre maksimal smerte på de fjolser der våger sig ud på den... men det er min distance.

Som Jokeren siger: "Rejs dig ved det fucking træ du er faldet ved, gå ud i livet, og gør det du er kaldet til!"

4/7 Farvel til Peter Bistrup 
I dag var jeg til Peter Bistrups begravelse. Det var dejligt at se, at jeg ikke er den eneste der har følt, at Peter var et ekstraordinært menneske, som på en eller anden måde var med til at gøre Dansk Atletik til hvad det er. Mange var mødt op, og selv om det virkede som om Peter selv havde været ret afklaret til sidst, så var det alligevel hårdt at sige farvel. Jeg tror vi kunne mærke, at der nu vil være et tomrum hvor han var, som ikke kan fyldes. 

29/6 So bring it on!
I går vågnede jeg og var træt af at være atlet og tænkte: "Helt ærligt, det gør jo ingen forskel om jeg tror på det her lorteprojekt eller ej, for jeg løber dårligt alligevel, uanset hvor meget jeg tror på det! Jeg orker ikke mere!" Men allerede op af formiddagen tog jeg mig selv i at tænke på hvilket intervalpas der ville give det bedste løft: 500+300? hvor meget pause?, hvilket tempo?, et eller to sæt? Og så smilede jeg ved mig selv og vidste, at jeg allerede var i gang med at hele. 
Juni måned har været lang og hård. Jeg ville lyve hvis jeg sagde, at det ikke har gjort ondt at levere det ene middelmådige resultat efter det andet. Man kan måske ikke se det udenpå, men jeg er forslået indeni. Jeg havde tårnhøje forventninger til denne sæson, og de var ikke ubegrundede. Jeg har fået alle muligheder for at forberede mig optimalt både fra min klub og min arbejdsplads, men jeg har bare skuffet alle. Mest af alt mig selv. Men ligesom Rocky, så kan det godt være jeg bliver slået i gulvet, men jeg bliver ikke liggende. Jeg tager lige en weekend med brunch og fodbold, og så rejser jeg mig op igen til en ny omgang: "Is that all you got?". Denne sæson er ikke slut endnu.

Efter mange overvejelser har vi besluttet at droppe de to mulige stævner jeg havde i starten af juli, og træne frem mod Sollentuna d. 8/7. Selv om det ikke var optimale forhold i torsdags, og tiden derfor ikke helt repræsenterer mit niveau, så mener vi stadig jeg kan få mere ud af at træne lidt, end ved at styrte hovedkuls ud og jage kravet. Jeg har løbet nok konkurrencer nu til at kunne konkludere, at der mangler et eller andet. Men det er også tydeligt, at mit bundniveau er højt, og jeg har en chance for at tage et ryk. Derfor er det vigtigt ikke at tabe hovedet og forcere det hele. Nu prøver jeg at lave det bedst mulige resultat jeg kan i år, og så ikke panikke over den dumme deadline.

27/6 Tak for et godt stævne!
Selv om jeg var skuffet over min tid på 2.04.22, så var det en fed oplevelse at vinde på hjemmebane. Jeg tror aldrig jeg har fået så stor opbakning på de sidste 100m af et løb. Det kunne virkelig mærkes, og jeg vil gerne takke arrangørerne og tilskuerne for et flot og stemningsfuldt stævne. Copenhagen Atheltics Games forsøgte virkelig at give mig alle muligheder for at løbe en god tid. Jeg fik endda lov til at invitere min egen hare her op fra Holland. Men vejret var de trods alt ikke herre over. Der er ikke mange steder i verden, hvor man kan blive trakteret til modvind på begge langsider, men Østerbro Stadion er et af dem. Jeg håber nogen har tænkt over at gøre noget ved det når stadion bliver renoveret til efteråret :-). 

Jeg føler at jeg under omstændighederne løb et taktisk og teknisk optimalt løb. Hvis jeg skulle have løbet markant hurtigere, skulle jeg have været skråsikker (læs dum) nok til at gå forbi Russeren ved 500m, og have taget den hårde modvind på den modsatte langside. Men med hvad jeg havde at skyde med på det sidste 200m, var formentlig det faktum at jeg ventede, der kom til at afgøre løbet. Det er nok det sværeste ved 800m distancen at disponere sit løb optimalt. Man glemmer let, at de sidste 25% af løbet ligger efter 600m mærket. Mange har tendens til bare at fokusere på at ramme den rigtige mellemtid ved 600m, og så mene at de nok skal komme i mål på den ene eller anden måde. Man tænker: Hvor svært kan det være at afslutte med en 200m på 30 sekunder, men ja, det kan altså være ret svært  :-).

Jeg er nu ikke er helt slået ud efter løbet. Jeg føler stadig jeg har alle forudsætninger for at løbe en rigtig god tid. Men jeg vil være ærlig og sige, at i går tror jeg ikke jeg havde løbet under OL kravet selv i perfekte forhold. Der mangler et eller andet. Jeg burde kunne løbe hurtigere på de sidste 200m selv i den magiske dobbelte modvind. (jeg løb ca. 33 sekunder. Det er bare ikke godt nok!) Jeg tror på, at jeg med lidt mere træning kan flytte formen yderligere. Men tiden er ved at løbe fra mig (ha, ha, bogstaveligt talt). Fra nu af kan jeg kun komme med til OL på dispensation, hvis jeg klarer kravet. Men selv om det har været mit store fokus hele året, så handler alt ikke om OL. Jeg ved jeg er i god form, og jeg vil gerne gøre et attentat på den Danske Rekord på 2.00.97. Jeg kan tælle på en hånd hvor mange sæsoner jeg har haft, hvor jeg ikke har kæmpet med en ufuldstændig forberedelsesperiode eller skader, så det er om at nyde det mens jeg kan. Jeg har også til gode at prøve formen af på 400m. Med andre ord, der er masser at glæde sig til i Juli måned, hvad enten det munder ud i en OL billet eller ej.

23/6 Tilbage på sporet
Nu er jeg tilbage i hopla, og havde en rigtig god træning i går. Jeg glæder mig til at løbe på hjemmebane ved Copenhagen Games. Jeg håber rigtig mange mennesker kommer og hepper. Jeg tror det bliver et godt stævne, så jeg kan anbefale en tur til Østerbro på Torsdag. Efter Copenhagen Games har jeg ikke flere stævner før den danske deadline for kvalifikation. Men det er sådan, at man faktisk kan kvalificere sig til OL i atletik helt frem til den 23/7. Mange lande sætter først deres endelige hold i juli måned. Så jeg har planlagt at løbe nogle stævner i begyndelsen af Juli hvis det ikke lykkes på torsdag. Skulle jeg klare kravet efter deadline, er det op til Dansk Olympisk Komite at vurdere, om det skal udløse en billet. Men nu fokuserer jeg først og fremmest på løbet på torsdag. 

PS. Systemet virker!
I morges kl 05.45 blev jeg (og alle andre i lejligheden!) vækket af en insisterende ringen på døren. Det var en dopingkontrollant fra Antidoping Danmark, der kom for at teste mig. Jeg har selv valgt tidspunktet mellem 05.30 og 06.30 som den time, hvor de altid kan få fat i mig, fordi så skal jeg kun huske at fortælle dem, hvis jeg ikke sover hjemme. Jeg er bange for, at jeg ville glemme det, hvis jeg skulle opdatere alle ændringer i træningssted og tid...
Men min pointe er, at hvis jeg var ude på at snyde, så ville netop i dag, dagen efter et af sæsonens vigtigste stævner, være det ideelle tidspunkt at fange mig. Hvis jeg havde taget et eller andet, der skulle hjælpe mig til at løbe stærkt i går, så ville det formentlig stadig være at finde i mit system her til morgen, (på nær Epo som det åbenbart er svært at spore. Kom nu med de forbandede blodtests, hvad venter vi på???) Men i hvert fald er det rart at vide, at der bliver tænkt over tingene, og at man ikke kan gemme sig. Dog, helt ærligt, med 2.04, så skulle jeg da vist have pengene tilbage hvis jeg havde snydt! :-)

20/6 Ihhhh altså!
Jeg har været nødt til at melde afbud til Europa Cuppen i Tallinn i weekenden. Mit afbud skyldes noget så banalt som en slem forkølelse. Jeg har før forsøgt at løbe når jeg ikke var helt rask og ved at det er noget af det dummeste jeg kan gøre. Nu fokuserer jeg bare på at blive frisk til Copenhagen Games. Det har været en hård periode med mange rejser og stævner. Måske prøver min krop at fortælle mig, at det er tid til lidt hvile. Jeg ærgrer mig mest af alt over ikke at komme til at løbe 4x400m Vi havde nok det stærkeste hold vi har haft i mange år. Det er ikke så ofte at man i atletik får mulighed for at føle sig som en del af et hold, det er jeg ked af at misse.

15/6 Vend den anden kind til...
I går aftes da jeg traskede tilbage til hotellet i Watford efter løbet, tænkte jeg ved mig selv: Sådan som jeg har det nu, må være sådan som man har det, hvis man er tilmeldt en dating service og desperat håber på at finde den eneste ene. Før hver date sætter man sig op, tager sit pæne tøj på og siger til sig selv i spejlet: "Du er top lækker, denne gang er lykkens gang". Og så sidder man der til middag, og prøver at vise sig fra sin bedste side. Efter daten kommer dommen: "Nå, men jeg ringer"... og så ringer han ikke. 
-2.03 står der på resultatlisten, og jeg ved, at jeg skal igennem hele processen igen: Sætte mig op, iføre mig al min selvtillid og optimisme, og give alt hvad jeg har. Hvis jeg ikke tror på det, når jeg stiller mig på startstregen næste gang, så kan jeg lige så godt lade være med at løbe. Min opgave efter hvert løb er at samle stumperne af mit sårede ego sammen så hurtigt som muligt, for jeg kan ikke bruge selvmedlidenheden til noget. Jeg kan godt ærgre mig over, at jeg dummede mig i Watford, og ikke opdagede at tempoet var for langsomt, eller at der var så mange løbere jeg skulle udenom i Cottbus, og at den ene dag jeg endelig tæskede tre sub 2 løbere på en gang, var den dag de alle løb som en brækket arm. Men hjælper det mig med at løfte hovedet og sparke røv til næste løb? Næh. Så jeg vælger at fokusere på, at jeg faktisk slog de der sub 2 løbere i Cottbus, dårlig dag eller ej, og jeg løb det meste af løbet i bane 2, hvilket betyder, at jeg formentlig løb 810m, "der er dine 2 sekunder Rikke". Eller jeg ser på mellemtiden fra Watford og ved, at når man kan løbe to helt identiske omgange på 61.5 sekunder, så er man også ved at være klar til at løbe stærkt.
Når vi søger kærligheden, ville det være dejligt, hvis vi kunne få en garanti for, at vi aldrig ville blive såret eller afvist. Men selv om det er umuligt, så søger vi den jo alligevel, ikke? Vi siger til os selv: "Han var ikke den rette", og prøver igen. Og når man er atlet, så ville det være dejligt, hvis man aldrig blev skuffet. Men på trods af, at jeg bliver skuffet gang på gang, så vender jeg den anden kind til. Fordi jeg tror stadig, jeg har mit bedste løb til gode!
 
10/6 Spænd sandalerne og kom ind i kampen!
-Mentaltræning Rikke-style
For nogen tid siden blev jeg interviewet til Euroman, og de spurgte om jeg havde et motto. Jeg fortalte at jeg har to: Det ene er "Hvis ikke vejen til målet er en gave i sig selv, så er enten målet eller vejen forkert" Det andet er: "Spænd sandalerne og kom ind i kampen!" Jeg ved ikke hvordan det lige er blevet disse to indstillinger, der er kommet til at guide mit liv, men sådan er det, og jeg forsøger at leve begge. Jeg kan ærligt sige, at selv her midt i det hele under mest pres, så nyder jeg stadig vejen. Selv om jeg må indrømme, at jeg nogle gange forsvinder så langt ind i zonen, at jeg vist er svær at komme i kontakt med for mine omgivelser. Så må jeg lige at tage mig selv i nakken og sige -"hey, det handler ikke kun om dig!". Jeg forsøger altid at holde fast i, at et af mine vigtigste succeskriterier er, at jeg skal have nogen at dele glæden med når og hvis jeg lykkes (eller selvfølgelig skuffelsen, hvis jeg fejler). Det har jeg ikke, hvis jeg lukker alle ude og kun fokuserer på min egen performance. Men siden OL Cirkusset nu en gang kører i højeste gear i øjeblikket, så kan jeg ikke rigtig skåne mine omgivelser for det. På godt og ondt må de leve med mit konstante rejseri til stævner, og intensive fokus på træning og restitution, når jeg endelig er hjemme. Jeg må bare involvere dem så godt jeg kan, og håbe at de også synes det er lidt sjovt og spændende. 
Mht. at "spænde sandalerne", så er det hvad jeg ofte siger  til mig selv på konkurrencedagen, når angsten for at fejle begynder at snige sig ind i min bevidsthed. Når jeg begynder at forebygge et såret ego ved at finde på undskyldninger for, hvorfor jeg måske ikke kan lykkes i dag: "De andre er for gode/ der er ikke nok konkurrence. Det er for koldt/ det er for varmt. Jeg er ikke udhvilet nok/ jeg har ikke trænet nok". Der er ingen ende på alt det bullshit man kan nå at tænke, når nervøsiteten først sætter ind. Så plejer jeg at skære igennem med en indre pep talk i retning af: "Hør nu lige! Der er ingen der siger du skal være her. Du kunne ligge hjemme på Bellevue med en stor is. Det her er dit valg, så hold op med at opføre dig som om nogen tvinger dig til at løbe. Spænd sandalerne og kom ind i kampen!. Hvad er det du har trænet til, hvis det ikke er til lige præcis NU, i DAG". Så er det jeg husker, at det her er sport, og hele ideen med sport er, at man ikke på forhånd kan kontrollere udfaldet. Og så holder jeg op med at prøve at gætte på hvad der vil ske, og begynder at fokusere på at gøre de ting jeg er god til, så godt som muligt. Og så er det, at frygten slipper sit tag i maven, og glæden og spændingen breder sig ud i hele kroppen :-)

Juni klummen er klar til læsning her

08/06 Endelig under 2.03!
I fredags i Kassel havde jeg endelig et løb under 2.03 for første gang siden inde-EM i Birmingham i marts 2007. Jeg vil ikke påstå, at det var et ideelt løb, vi var  megt forsinkede, og benene føltes flade inden start. Jeg gjorde mig klar til endnu en skuffelse da jeg listede hen til resultatlisterne for at se hvad jeg havde løbet. Jeg blev så glad over, for en gangs skyld at blive positivt overrasket. Jeg disponerede løbet langt bedre end i Dessau og det gav pote, men jeg kan stadig forbedre min afslutning meget. Faktisk lå jeg kun et par meter fra hende der vandt i 2.00.61 da vi passerede 600m mærket.  Det er opmuntrende fordi jeg ved, at det gode løb er der. Det er ikke sådan, at dem der løber stærkt løber et helt andet løb end mig, hvor jeg ikke kan være med. Jeg føler det er små ting der skal falde på plads for at det hænger sammen. Det, og så var det ikke lige den bedste dag på måneden, hvis I forstår hvad jeg mener... Det er normalt ikke noget jeg plejer at forholde mig til. Atletikkens verden er altså ikke indrettet til at tage højde for os kvinder og vores ubelejlige cyklus, og det er ikke rigtig en undskyldning der holder. Men jeg kan ikke benægte, at der er én bestemt dag, hvor det absolut ikke er en god ide at prøve at løbe en 800m. Og det var i fredags! Jeg betalte med at tilbringe den næste halve time efter løbet krøllet sammen på jorden med de vildeste mavekramper. En af stævnelægerne kom hen for at høre hvad der dog var sket, og jeg vrissede ud mellem tænderne: "Ich habe eine acht...hundert...meter gelaufen, das ist was ist passiert!". Men nu er jeg i hopla igen, og ser frem til næste løb på onsdag i Cottbus. Det ser ud til at være et hæderligt felt, med god mulighed for at løbe stærkt. 

1/6 Ja ok, man kan også lægge for hårdt ud!
Jeg løb skuffende 2.03.40 i Dessau. De første to løb i denne sæson var suboptimale fordi det ene var for langsomt, det andet var overfyldt. Dette løb var faktisk perfekt, bortset fra at vi vist fik lagt lige lovligt hårdt ud. Haren var blevet bedt om at løbe 57.0 og det gjorde hun. Men med mindre man har tænkt sig at løbe under 1.58 så vil jeg påstå, at 57 er et lidt hidsigt udgangstempo. Selv om jeg fik justeret tempoet lidt efter de første 200m, så var skaden vist allerede sket. Jeg gik i hvert fald mega kold på det sidste. Det mest absurde er, at jeg faktisk halede ind på de forreste alligevel. Dvs. de gik endnu mere ned end jeg, men de havde bare for meget forspring. Så jeg fik mig endnu en 2.03 tid til samlingen. Og denne gang gjorde det ondt! Dog, som man kan se på billedet, så gjorde det vist ondt på alle :-)

I bagklogskabens fantastiske lys, så er 3 løb på 7 dage måske lige i overkanten, men til gengæld føler jeg nu, at jeg er godt i gang med sæsonen. En følelse der normalt først dukker op midt til sent i Juni, men da jeg skal nå at toppe inden d. 30/6, så har jeg "snydt lidt" og accelereret min konkurrenceskarphed. Næste løb er på fredag, og jeg håber at den meget specifikke 800m træning, som disse løb selvklart har givet, vil give formen et yderligere løft. 

 27/5 Kaos I Königs Wusterhausen

Sådan starter man altstå ikke en 800m for voksne!

Jeg har altid talt godt om de tyske stævner. Der findes mange større stævner med flere præmiepenge, men det har altid været mere værd for mig at vide, at der er styr på tingene og arrangørerne er interesserede i gode løb. Men i går mistede jeg meget af min respekt for den tyske stævnearrangør, som står for en stor del af de tyske stævner. Han besluttede nemlig at feltet med 14 løbere plus hare ikke skulle deles i to, som man normalt ville gøre, men at vi skulle løbe sammen. Lidt svært når der kun er 6 baner! men så skulle vi da bare starte på vandfalds starten, dvs. den kurvede linie, som man normalt kun bruger til 1500m og over. Så stod vi der, mast sammen som sild i en tønde, og da skuddet løb brød helvede løs, og jeg blev skubbet og sparket og endte næsten bagerst. Så kunne jeg så bruge resten af løbet på at forsøge at komme i kontakt med dem foran. Det var noget rod! Jeg hentede meget til sidst, men det rakte kun til en 3. plads og til en mikroskopisk forbedring af mit årsbedste. Det mest positive er, at da jeg løb 2.03.41 i januar lå jeg på banen og gispede og hostede i en time, og de var ved at tilkalde en læge. I går trak jeg bare på skuldrene og gik ud for at jogge af. Så det tyder på at jeg stadig ikke har givet mig fuldt ud. Stævnet på fredag i Dessau er det første stævne i den officielle kvalifikationsperiode på 16 dage, som jeg har skulle opgive til Dansk Atletikforbund. Det er et markant bedre, og meget mindre! felt. Og jeg glæder mig til forhåbentlig at få et realistisk billede af hvordan formen egentlig er.

24/5 Sejr i Rehlingen! 

(Jeg tog alligevel computeren med :-)
I går åbnede jeg sæsonen med at vinde i Rehlingen. Det blev et taktisk løb, fordi vi først i sidste øjeblik fik at vide, at der alligevel ikke var nogen hare. Så tiden på 2.03.47 er ikke noget at skrive hjem om. Men når jeg tænker på hvor hårdt det var for mig at løbe 2.03 i vinters i Australien, så kan jeg slet ikke forstå, at det var samme distance jeg løb. Denne gang føltes det ekstremt let, og jeg lå bare og hyggede mig i 3. position og overvejede hvornår jeg skulle rykke forbi de andre. Det har givet mig selvtilliden tilbage, og den er vigtig for hvordan jeg angriber mine næste løb. I Australien oplevede jeg, at jeg ikke kunne stole på mine ben, og at jeg pludselig gik kold med 150m igen. Det er ubehageligt at starte et løb og ikke være sikker på, om man nu kan holde tempoet hjem. Nu har jeg i højere grad følelsen af, at dette løb langt fra pressede mig til det yderste, og jeg er sulten efter at få mere udfordring. Jeg håber der kommer mere fart over feltet på tirsdag i Königs Wusterhausen. Her møder jeg bla. tysklands bedste 800m løber, som helt sikkert også er på OL jagt. Så vi burde nok kunne blive enige om at spænde sandalerne og komme ud over stepperne :-) 

22/5 Så går det løs!
I morgen tager jeg af sted til Rehlingen i Tyskland, som bliver mit første stævne. Jeg har tre stævner i træk, hvorefter jeg har en kort pause, og så tre mere. Jeg håber på at jeg kan omsætte den gode træning til resultater. Jeg glæder mig til at komme i ilden. Det ser ud til at det er nogle gode felter. 
Jeg tager ikke min computer med, så der bliver "radiotavshed" de næste 10 dage. I kan formentlig følge med på sparta.dk eller Dansk-atletik.dk. 

18/5 Hjemme igen
Så er jeg tilbage i Danmark, lige tids nok til at se Københavns Marathon. Jeg er altid helt vildt imponeret over hvordan alle disse mennesker finder viljestyrken til at løbe så langt. -Respekt! 
Træningen går fortsat godt, men det er mest finpudsning nu. Jeg venter stadig på at få bekræftet om jeg skal løbe i Rehlingen. Hvis jeg kommer til start er der nu mindre end en uge til det går løs. Jeg ved dog af erfaring, at det som regel tager mig et par løb før jeg er helt skarp, så jeg prøver at styre forventningerne. 

13/5 "That was me doing endurance training"
I går sad Hezekiel Sepeng, den tidligere 800m VM og OL Sølvvinder, på græsstadion og morede sig over en underholdende opvisning. Først så han hende den lange brune dansker løbe en 1000m på 3.05 hvilket for sin vis er ok, men det stakkels kvindemenneske havde et udtryk i ansigtet, som om hun blev udsat for tortur. Derefter holdt hun pause i meget lang tid. Hun gik flere gang op til startstregen, og så ud som om hun skulle til at løbe, men ombestemte sig så og gik lidt rundt om sig selv igen. Hezekiel begyndte at overveje, om hun nogensinde ville komme i gang. Men til sidst kom hun af sted, og fik løbet en 1000m mere på 3.06 hvorefter hun smed sig ned på jorden og blev liggende. Nu kunne Hezekiel ikke dy sig. Han var nødt til at spørge hvad hun dog lavede... "oh, that? -That was me doing endurance training". Hezekiel var flad af grin. 
Jeg lo også, men af glæde. Min udholdenhed er måske nok latterligt ringe, men den er lidt mindre ringe end den plejer at være, og det er jo det der er vigtigt, ikke?

Maj klummen er kommet, læs den her

10/5 Selv de bedst lagte planer...
Mens mine klubkammerater kæmpede for at forsvare Spartas status som Danmarks bedste klub i holdturneringen i dag, løb jeg et af træningslejrens vigtige træningspas her i Potch. Jeg skulle løbe en 600m efterfulgt af en 200m med kun et minuts pause imellem. Den skarpe iagttager vil kunne regne ud, at det minder til forveksling om at løbe en 800m, og det var da også meningen at jeg skulle forsøge at løbe mit ideelle konkurrence tempo på 600m sådan ca. 1.29-1.30, og så se om jeg kunne løbe omkring 30 sekunder på de sidste 200m. Men altså, på trods af at jeg havde ikke en, ikke to, men tre! harer til at trække mig på 600m, så lykkedes det os alligevel at tabe tempoet og løbe 61 på de første 400m. Ja, ja for mange kokke og alt det der... Så jeg fik løbet 1.33.1 på 600m. -Og det var jo alligevel hårdt! Jeg tror jeg havde glemt hvordan det føles. Det er altid hårdt at løbe en 600m -det kan slet ikke betale sig at løbe for langsomt. Men selv efter 7 år som 800m løber har jeg stadig lige så meget tempofornemmelse som jeg har boldøje (måske hænger det sammen?), så jeg holder mine velmenende men ret beset uduelige harer ansvarlige :-). Til gengæld løb jeg 28.2 på 200 meteren, så alt i alt gjorde jeg næsten det der var meningen... bare ikke sådan som det var meningen. Efter en god pause afsluttede jeg med at løbe to kontrollerede 300 metre på henholdsvis 40.2 og 39.3, hvilket fik mig til endnu en gang at bande over, at jeg ikke er lige så god internationalt på 400m som jeg er på 800m. Alt er så dejligt simpelt, når man ikke skal bekymre sig om anden omgang!

Jeg har som regel stor modvilje mod at komme med formprognoser. Jeg har før troet jeg var i fantastisk form, og taget fejl... Men hvis jeg umiddelbart skal sammenligne min form med mit niveau på samme tidspunkt i 2006, (hvilket er min bedste sæson indtil nu), vil jeg tro at jeg matcher eller slår mig selv på alle parametre. Så jeg er forsigtig optimist.

Da jeg løb konkurrencerne i februar lå jeg også godt i forhold til hurtigheden, men min udholdenhed haltede stadig. Udholdenheden er det aspekt af min form som forsvinder først, og som det tager mig længst tid at bygge op igen. Jeg mistede meget da jeg var tvunget til at holde pause i 2007. Vi troede det var nok, at jeg i løbet af vinteren stille og roligt havde øget mit kilometer antal ud over den sædvanlige træning. Men vi kunne bare ikke se effekten af de ekstra kilometer på nogen af de relevante parametre. Vi har måtte konkludere, at aerob træning med lav intensitet ikke har anden effekt end at gøre mig træt i benene. Det begynder ikke at give noget før jeg er nede og løbe de der 1000m intervaller fra helvede, sammen med det vi kalder "kort aerob". -Så der er ingen vej udenom: "Kort og hårdt"! Og så må jeg bare lave mere af det, hvis jeg vil være bedre :-)
 
1/5 Første uge i Sydafrika
Nu har jeg været i "Potch" i lidt over en uge. Indtil videre er træningen gået rigtig godt. Bortset fra, at jeg bildte mig ind, at højden ikke ville påvirke mig helt så meget nu da det var anden gang på et år jeg er her, og at jeg derfor kunne løbe 1000m intervaller med de samme pauser her, som derhjemme... Der tog jeg så fejl!
Uhhh hvor kan det være langt. Men næste dag fik jeg dog oprejsning på mine 200m intervaller, som jeg gennemførte med det bedste gennemsnit på 6 gentagelser nogensinde. Jeg fik hjælp fra den gruppe af Sydafrikanske løbere, som træner her til daglig under Jean Verster. Jean er hjernen og hjertet bag vores træningslejre i Potch. Han lever og ånder for atletik, og sørger for at alle atleterne ankommer sikkert, og har de bedst mulige forhold mens de er her.

Jean's træningsgruppe i aktion.

Når jeg er her står det klart for mig, både hvorfor jeg involverer mig i så mange andre ting når jeg er hjemme, og hvorfor det også er godt at komme væk på lejr. På den ene side: Når jeg er her, er det eneste vigtige træningen. Det betyder også, at jeg altid er lige så glad eller nedtrykt som træningen er god eller dårlig: I mandags, da jeg havde formået at løbe 1000m intervaller i et tempo, som vist var lidt langsommere end hvad Annemette løber i gennemsnit på sin maraton! -Ja, da følte jeg mig som en total taber, og ville bare have at dagen skulle være slut. Men så om tirsdagen, da jeg passerede målstregen efter den sidste 200m og vidste, at jeg aldrig før havde løbet så godt, da var jeg på toppen af verden og glædede mig vildt til næste træning.
Det der sker, når man rejser her ned er at al fornemmelse for et større perspektiv forsvinder. Der ER bare ikke andet at lave og at tænke på end træning. Der er ikke andet der er vigtigt. Jeg ville ikke kunne holde det ud, hvis det var sådan hele mit liv var, men i tre uger er det dejligt. Fordi, på den anden side: Når jeg kommer her ned møder jeg ikke et eneste menneske, der et sekund stiller spørgsmålstegn ved om OL er den fedeste begivenhed i verden. Hver eneste atlet enten træner til OL eller drømmer om at deltage en dag. Mange har været igennem den samme mediedebat i deres respektive lande, og de fleste har ikke gjort sig en brøkdel af de bekymringer jeg har. En britisk atlet havde udtalt til pressen, at siden politikerne ikke havde tænkt sig at gå ud på banen og gøre hendes arbejde, så havde hun sandelig heller ikke tænkt sig at gøre deres! "End of discussion".
Det er ikke fordi jeg tror verdens problemer og kompleksitet forsvinder fordi jeg er her. Men et lille mentalt frikvarter kan være rart :-)

21/4 Tanker om drømmen.
I dag rejser jeg af sted til Sydafrika på den træningslejr, der forhåbentlig skal give formen det sidste ryk inden konkurrencerne starter. Træningen går stødt fremad, og jeg overrasker nogle gange mig selv med hvor hurtigt jeg restituerer, og hvor stabilt mit præstationsniveau er blevet. 
Men jeg har kæmpet med det mentale. Jeg har måttet acceptere, at dette OL ikke er den utvetydigt positive begivenhed, som den var i mit sind den gang jeg begyndte at drømme om at være med på det danske OL hold. 
Nu da drømmen er så tæt på at gå i opfyldelse, som den nogensinde har været, har jeg også oplevet, at den kamp, der ellers altid kun har drejet sig om at blive en god nok atlet til at komme med, nu har udvidet sig til at blive en kamp om at fastholde det moralsk forsvarlige i overhovedet at deltage. 
Som atlet har jeg lært at visualisering er en vigtig del af præstationen. Jeg visualiserer det perfekte løb for at træne min hjerne i at præstere optimalt under pres. Det gælder om at have en vision for det perfekte, selv om virkeligheden er uperfekt. I lang tid har jeg også haft et billede af OL som det perfekte mål. En skinnende varm vision af åbningsceremonien, hvor jeg går ind på stadion og mødes af larmen fra tilskuerne, vinker til dem og føler mig fuldstændigt lykkelig over at være en del af det danske hold, og se min drøm gå i opfyldelse. Den vision har fået mig ud af døren på mange grå kolde dage, hvor det havde været nærliggende at blive i sofaen og spise chokolade i stedet. Jeg har aldrig bildt mig ind at min sportskarriere ville gøre mig rig eller berømt. Det er den forkerte sport jeg dyrker, hvis det var målet. Men jeg har drømt om være ambassadør for Danmark i sportslige sammenhænge. Mit talent for at løbe har givet mig mulighed for at være blandt de atleter der bliver udtaget til de store mesterskaber, og det har altid været min ultimative gulerod, fordi jeg ser det som en ære. Men denne gang er æren mere tvivlsom, mit mål er ikke længere perfekt, og det tynger mig. Jeg har haft svært ved at sætte ord på. Men til sidst kom det hele væltende ud som en slags digt: 

Lyset fra Drømmen

Lyset fra drømmen blegner
som virkeligheden nærmer sig.
Puppen af varme opmuntrende billeder
af vinkende kinesere og olympiske ringe
bliver transparent og må slås
med døde munke og knipler...

Lyset fra drømmen blegner
"Man skal virkelig ville, hvis man vil med"
Hvis jeg skal satse alt, hvad kan jeg så vinde?
En plads i historien, som en af dem...
Der bare gik med?
Eller gik med, for at kunne gå imod?
Gik med verden og glemte sporten?
Eller gik med sporten og glemte verden?

Lyset fra drømmen blegner
Virkeligheden er både mere falsk
og mere ægte
Jeg kæmper for en præmie,
som det er op til mig, at fortolke.
kæmper for noget,
som det er op til mig, at gøre til en gave.
-Hvis jeg får den...

Virkeligheden nærmer sig
Og det er op til mig,
både at kæmpe for drømmen
og selv være lyset fra drømmen
-Samtidig...

Men er det egentlig ikke sådan altid?

13/4 Ny klumme, og Undskyld Jesse Owens!
I dag da jeg samlede min yndlings pigsko-taske op, den retro-røde, som jeg vandt ved Jesse Owens Track Classic i Ohio i 1995, gjorde jeg lige netop det, som jeg havde sagt til mig selv jeg ville gøre inden jeg trykkede "send" på mailen med min sidste nye klumme: Jeg tjekkede hvordan man staver til Jesse Owens. Lidt sent, eftersom det er søndag, og klummen var i dagens avis. Normalt stoler jeg på, at Politikkens redaktion nænsomt flytter mine anarkistiske pause-grammatiske kommaer hen på deres retmæssige pladser, og retter eventuelle mega fejl. Men "Jessie" var altså røget under radaren. Jeg kan ærgre mig gul og grøn over den slags! Det er helt ok hvis folk er uenige med hvad jeg skriver, men jeg kan ikke lide faktuelle fejl. Så det er hermed rettet. 
Læs klummen her

7/4 Nedtælling til træningslejr
Siden sidst har jeg fået trænet en masse, og ser frem til min næste træningslejr, som går til Sydafrika d. 21/4. Nu er nogle af mine kvalifikations stævner også så småt begyndt at falde på plads. Tiden siden Australien er gået hurtigt, og jeg glæder mig til at få nye chancer for kvalifikation. Min største udfordring er at træne med så høj kvalitet som muligt den næste måned uden at blive skadet. Det er blandt andet derfor jeg tager tilbage til Sydafrika i stedet for at tage til Grand Canaria eller Portugal, som vi ofte gør i foråret. Det underlag jeg kan træne på I Potchefstroom er så godt, at det tillader mig at træne mere end noget andet sted i verden. Min evige begrænsende faktor er mine lægge, som ikke tåler for megen træning på hårdt underlag. Så de glæder sig til at komme ned i varmen på det bløde græs.

21/3 En fjer bliver til 10 påskekyllinger!
Nå, så er den gal igen. Den ene dag kunne jeg læse i avisen, at jeg var blevet formand for aktivkomiteen. Og nu er jeg så også blevet potentiel protestaktivist ved OL. Jeg vil gerne lige kortslutte den historie en gang for alle. Jeg har ikke trænet i årevis for at komme med til OL, for så at sabotere min egen deltagelse ved at overtræde den Olympiske Charter, og misbruge den tillid og hæder der er blevet vist mig fra Dansk Olympisk Komites side, ved at gøre mig til medlem af det Olympiske hold. Jeg udtalte, at hvis jeg kommer med, vil der ikke herske nogen tvivl om hvor min sympati ligger. At der så ikke er nogen der kan forestille sig, at man kan vise sympati for en sag uden at involvere sig i en protestaktion, havde jeg ikke forudset. Så havde jeg været mere eksplicit i min udtalelse for at undgå denne misforståelse. Jeg kender og respekterer de rammer, som den olympiske charter definerer, og jeg har aldrig haft planer om at overtræde dem. Men altså...-Nu tror jeg lige jeg vil fokusere på at kvalificere mig først.

19/3 I "clinch" med Søren Pind
I går sad jeg og passede mig selv, da en journalist fra Berlingske ringede for at høre hvad jeg mente om det som Søren Pind havde sagt, om det jeg havde sagt dagen før... Jeg havde det sådan:"-vent lige. Siger du, at Søren Pind har sagt noget om mig?? Altså ham den udenrigspolitiske ordfører?" Ja, det viste sig at Søren Pind var blevet lidt stødt over, at jeg havde sagt, at det virkelig måtte være politikernes job at tage stilling til situationen i Kina, og det ikke bare kunne tørres af på atleternes egen samvittighed. Nu har jeg ikke noget specielt imod Søren Pind. Min kommentar var mere rettet mod det principielle i, at jeg helt ærligt hverken mener det er OL, eller atleternes skyld, at det nu tilfældigvis ligger i Kina. OL transcenderer tid og sted. For mig er det mest af alt en ide og en drøm, som den Olympiske ild symboliserer, uanset hvor i verden den tændes. At det så også er blevet en storpolitisk pengemaskine er beklageligt. Det er "The biggest show on earth" men det er stadig de aktive atleter, der er hjertet, som giver liv til OL. Jeg mener atleterne, alene ved at deltage, udøver deres egen nonverbale protest, fordi selve legene (bare se på navnet) står i så skarp kontrast til det der foregår rundt om i verden. Forhåbentlig stopper politikkerne et øjeblik, ser dem svede og kæmpe og le og græde med atleter fra alle verdens lande, og bliver mindet om, at den verden vi lever i er en som vi selv har skabt, og som vi selv kan ændre. Ja, ok, der gik jeg lige i idealistisk selvsving, men det var Søren der startede! :-)

Når det så er sagt, så har jeg som menneske, og indforstået, som aktiv deltager i demokratiet selvfølgelig en holdning til hvad der foregår i Kina! Og derfor stemmer jeg på de politikere, som jeg mener bedst repræsenterer mine holdninger i udenrigspolitisk sammenhæng. Jeg stoler på, at de vil kæmpe for menneskerettigheder hele året rundt, hvert år, og ikke kun når der lige er OL.

Og når DET så er sagt. HVIS det faktisk skulle lykkes mig at komme med til OL. Lur mig så, om ikke jeg har udtænkt en fredelig, ikke konfronterende måde at vise min holdning på. -Men lad det være en overraskelse, hvis det bliver relevant ;-)

Læs artiklen fra Berlingske her

Læs Marts Klummen her

17/3 Tanker fra den hjemvendte.
Hvorfor skal det være så koldt!? Jeg bliver altid overrasket over hvor bedragerisk det danske forår er. Det lokker med lyse aftener, krokus og påskeliljer, og fuglene vækker en med deres (smukke) skråleri kl. halv fem om morgenen, men når man så rigtig forårsglad træder ud af døren, så viser det sig at være to grader, og der blæser en stiv kuling! Vinteren er ok, den prøver ikke at lade som om den er noget den ikke er, men foråret! -hvor svigefuldt...

Nå, men bortset fra det, så nyder jeg i fulde drag at være hjemme.  Jeg elsker min lejlighed her på Østerbro. Jeg har fået øjnene op for dens æstetiske vidunder. Det er på alle måder min mands fortjeneste (jeg ejer ikke indretnings sans). Men efter en måned på et sportskollegium i Canberra i 80'er beton stil -tænk Idrættens Hus, så er kontrasten så markant, at selv jeg bemærker forskellen. Jeg elsker mit arbejde, som involverer mennesker, der lever og arbejder i "den virkelige verden". Der hvor virksomheder skaber værdi, som man kan tage og føle på. Og ih hvor jeg elsker min familie, som tålmodigt siger: "Rikke, vi savner dig når du er væk, men vi kan godt forstå, at du vil prøve at nå dit mål". Og på en eller anden måde er det jo den ultimative test: At jeg, selv med alt hvad jeg har at savne derhjemme, kunne stå på den anden side af jorden efter ikke at have opnået det jeg rejste ud efter, og alligevel føle, at jeg var på rette vej. Føle at turen ikke var spildt, og stadig have mod på at kaste mig ud i det igen. Måske er det netop fordi jeg har så meget at glæde mig til når jeg kommer hjem, at jeg har kræfter til at fortsætte. 

Nu følger en rolig men meget struktureret periode med træning, hvor jeg forsøger at blive endnu bedre til det jeg i forvejen kan, og få løftet niveauet på mine svage områder.
De næste forsøg på kvalifikation falder i slutningen af maj, når de internationale stævner starter i Europa. Det ser ud til at der er rig mulighed for at finde nogle gode konkurrencer inden deadline, som er d. 30 Juni.

Og, ps. Hvis DR2 kommentatorerne havde gjort deres hjemmearbejde ville de måske ikke være blevet helt så overraskede over at Tamsyn Lewis fra Australien vandt inde VM på 800m. 7 dage før VM løb hun under A kravet til OL på 400m og vandt de Australske mesterskaber. Selv ikke Mutola vil have en 51sek. løber med hjem i et taktisk løb. Men ok, man kan jo ikke vide det hele :-)

2/3 Hjem igen, og tilbage på hesten.
Jeg sidder og nyder det sidste solskin inden jeg vender hjem til Danmark. Jeg har været væk i to måneder, men det føles faktisk ikke som så længe. En træningslejr er ikke, som en ferie, pakket med eksotiske oplevelser. Jeg har bare trænet og konkurreret, som jeg ville et hvert andet sted. Men jeg har haft ekstra tid til restitution, og vejret har været markant bedre :-)
Da jeg tog af sted var jeg ret sikker på, at jeg ville være i stand til at løbe tæt på OL kravet, hvis jeg fik nogle ordentlige chancer. Men det viste sig at være sværere end jeg havde forestillet mig. Jeg synes jeg havde forberedt mig så godt, men udfordringen er nu at finde de små ting, der skal være anderledes og bedre i forberedelsen til sommer sæsonen. Vi nåede at få rykket ved nogle ting, og på trods af at have kæmpet med en forkølelse, følte faktisk jeg var klar til at løbe en god tid ved de Australske mesterskaber i lørdags. Men man kan ikke altid få alt som man vil have det, og da jeg endelig var klar til at løbe stærkt, så var de andre det ikke! og der gik taktik i den. Jeg var tæt på at slå den anden bedste Australier, som jeg ellers har været langt fra i de andre løb. Selv om tiden ikke viser det, så var det mit bedste løb i år, og jeg føler jeg er på rette vej. Jeg var selvfølgelig meget skuffet lige efter løbet, ikke så meget over løbet -det var en fed fornemmelse endelig at have min stærke afslutning tilbage. Men mere over at vide, at dette var sidste chance i denne omgang. Jeg ville gerne have haft to løb mere. Jeg er dog meget taknemmelig for at jeg fik denne mulighed for at teste formen. Hvis jeg først havde opdaget mine svagheder i Maj måned, ville det måske have været for sent at justere de ting der skal justeres. Nu har jeg to måneders kvalitetstræning i bagagen, som vil gøre det meget lettere at toppe til sommer.
Som jeg sagde til mig selv lørdag aften: "Tør øjnene Askepot!, kareten til ballet er ikke kørt endnu" :-)

22/2 Om den nye formandskandidat 
Jeg har med stor interesse fulgt med i udviklingen på DAF's hjemmeside omkring ændringer i bestyrelsen, og nu senest den nye formandskandidat. Hvis man 'Googler' Søren B. Henriksen finder man ud af, at det altså ikke er Hr. hvem som helst vi har fået fat i. Jeg tror vi er heldige, hvis vi kan få en formand, som både kender atletikkens verden indefra, og samtidig har indsigt i hvad der skal til rent forretningsmæssigt og politisk for at få en organisation til at fungere. Mit håb er, at Sørens profil vil tiltrække endnu flere kompetente mennesker til bestyrelse og udvalg, når de ser, at her bliver der rykket ved tingene. Vi er jo kun så gode som de atleter, trænere og administratorer, der vælger at investere deres tid og energi i Dansk Atletik. Jeg ser det som et skulderklap, hvis en som Søren har lyst til at investere sin viden og erfaring i os.

Læs den nye klumme her

20/2 Tilbage til træningen
Jeg sidder på mit værelse i Canberra, og det føles allerede som om det er længe siden jeg løb ved Sydney grand Prix. Jeg prøver at lade være med at tænke for meget på løbet, mest fordi hver gang jeg gør det danner der sig dybe rynker i panden på mig, og jeg bliver jo ikke yngre! så der er ingen grund til at fremskynde processen :-). Rynkerne kommer af, at uanset hvor meget jeg tænker det løb igennem, så kan jeg ikke lade være med at føle at jeg både kunne og burde have løbet hurtigere den dag. Jeg fatter ganske simpelt ikke hvad der gik galt. Jeg kan tælle på en hånd de dage hvor jeg har stillet mig på startstregen til en 800m uden skyggen af frygt. Jeg plejer at være ret presset over at skulle løbe så langt, og er som regel sikker på, at denne gang kommer jeg ikke levende fra det. Men i lørdags vidste jeg med hele min krop, at jeg var klar. Jeg havde følt mig helt let og afslappet i opvarmningen, og jeg var tændt uden at være over-spændt. De første 600m er noget af det fedeste jeg har oplevet. Jeg flød bare af sted, og tempoet var perfekt. Da jeg nåede til 600m avancerede jeg lige en plads frem i feltet, så jeg havde kontakt med de to forreste, og var klar til at løbe dem ned med min normalt ret stærke afslutning. Men pludselig var legen bare forbi og jeg gik i stå. Ingen slutspurt til mig, og ingen OL kvalifikation. Jeg føler at jeg løb 97% af det perfekte løb. Og det er det der gør det så mega frustrerende. Havde jeg nu bare løbet dårligt hele vejen, så kunne jeg have trukket på skuldrene og sagt. "Nå, sikke noget lort". Men jeg kan ikke glemme den der fantastiske følelse af at alt var muligt. Den hænger slet ikke sammen med den tid der stod ved siden af mit navn bagefter på resultattavlen. De få gange jeg har haft noget der bare minder om den følelse har jeg sat personlig rekord. Jeg må  håbe på at de sidste 3% har tænkt sig at dukke op om små to uger i Brisbane.

9/2 Og det fortsætter bare...
I denne weekend skulle jeg løbe regionsmesterskaber for den region der hedder New South Wales, hvor Sydney er hovedstad. Så jeg drog til Sydney i torsdags for at være helt klar til at løbe det indledende heat om fredagen. Med i bagagen havde jeg en fantastisk træningsuge, der havde genetableret min tiltro til min form og mine muligheder for at klare OL kravet. Nu var det jo godt nok 400m jeg skulle løbe, men jeg glædede mig til at løbe en god tid, måske endda pr... Men ak, sådan skulle det selvfølgelig ikke være. I indledende fik jeg en elendig start, og følte mig i det hele taget flad. Jeg kvalificerede mig dog til finalen med 54.62. Jeg tænkte, at når jeg fik en ordentlig start og havde god konkurrence (der var 4 andre piger under 55 sek.) Så ville jeg løbe meget bedre. Jeg løb også bedre i finalen, men kun marginalt bedre -54.44, og hvis man tager med, at jeg havde en (efter mine standarder) god start, så kan man sige, at jeg løb præcis det samme løb som i indledende. Jeg avancerede dog fra min 5. plads efter indledende til en 3. plads -fra bane 9... (ja, der er 9 rundbaner i Sydney) men helt ærligt, det er vist også alt det positive jeg overhovedet kan finde på at sige om et løb, der er over 1.5 sekund fra min pr. på et tidspunkt hvor jeg skulle forestille at være i mit livs form. Jeg er SÅ træt af at prøve at finde forklaringer på mine elendige resultater. Hvis ikke jeg havde mine tider fra træning at forholde mig til, så kunne jeg bare smide håndklædet i ringen og sige "surt, jeg er simpelthen ikke i form". Men det kan og vil jeg ikke. Det sidste håb er, at jeg har presset citronen lidt for hårdt til træning, og at jeg kan hvile mig skarp i løbet af den næste uge. På lørdag er den ene af de to rigtig store chancer for kvalifikation: Sydney Grand Prix. Her skal jeg igen løbe mod Tamsyn Lewis og resten af den Australske elite.

4/2 Man må tage det som det kommer...
I øjeblikket er vi lidt forvirrede i den lille lejr. Jeg stillede til start i lørdags i et blandet løb her i Canberra. Jeg syntes min krop føltes rigtig god og klar til at løbe. Vejret var perfekt, og jeg var så heldig, at der var en ung dreng, der lige præcis løb det tempo jeg gerne ville have. Alt hvad jeg skulle gøre var at forsøge at hænge på. Men det gik kun indtil 500m mærket, så syrede jeg totalt til. Jeg har løbet 800m længe nok til at kende forskel på hvornår man bare synes det er lidt hårdt, og hvornår man går helt ned. -Jeg gik ned! og valgte at udgå. Det er kun anden gang i mit liv jeg udgår fra en 800m, og jeg var rasende! på mig selv, på mine ben og universet som sådan. Jeg er ikke et øjeblik i tvivl om, at jeg ville have løbet 2.11 hvis jeg havde fortsat, og jeg tror det var klogt at udgå, men spørgsmålet er så bare: Hvorfor skete det? Jeg kunne forstå hvis jeg følte mig træt og ude af form og træningen gik dårligt. Men vi kan ikke finde nogen grund andet end ..."hey, nogle gange har man bare en lortedag". Jeg bliver nødt til at stole på den følelse jeg har: at jeg er i god form, at der ikke er noget der gør ondt, og jeg har lyst til at løbe. Jeg må stole på et det kommer, og ikke gå i panik.  Men jeg skal da ærligt indrømme at lige nu glæder mig til at løbe 400m i næste uge. Det er bare hovedet under armen og ud over stepperne -blive i sin egen bane, og huske at dreje til venstre! Hvor svært kan det være? :-)

AIS Stadion, med 8 rundbaner og splinter ny Mondo belægning!

31/1 Tilgiv den lange stilhed!
Da jeg tog af sted lovede jeg højt og helligt at jeg ville være flittig til at opdatere min hjemmeside. Jeg synes også jeg holdt mit ord rimeligt i Sydafrika. Men her på AIS er jeg stødt på det problem at dette er en statsinstitution, hvilket betyder at der er ekstra sikkerhed på internetforbindelserne. Derfor bliver det program jeg bruger til at uploade min hjemmeside blokeret. Det tog mig lige lidt tid med mine stærkt begrænsede it-færdigheder, at finde ud af, at det var det der var problemet. Så nu har jeg fundet en mindre sikkerhedsfanatisk internetcafe. 

Siden sidst
Nu har jeg været i Australien i næsten 2 uger, og alle spor af jetlag har forladt min krop. Jeg var først ret skuffet over min præstation i lørdags på 2.03.41. Jeg tror jeg inderst inde havde håbet på, at jeg bare lige ville gå ud og løbe OL-kval i første forsøg -der er ingen der skal beskylde mig for ikke at være optimist :-) Eller også havde jeg i hvert fald håbet, at min tid ville indikere, at jeg nu operer med et langt højere bundniveau end tidligere. Jeg havde i hvert fald ikke forestillet mig, at jeg ville løbe 2.03 og have det som om jeg skulle dø i en time efter løbet. Men noget siger mig, at jeg ikke skal tage det første løb som en indikator for min form. Der var et eller andet der gjorde at jeg bare ikke var klar til at løbe en 800m den dag. Næste dag fik jeg fedtet mig med på et internationalt stafet hold, og løb førstetur ved et 4x400m stævne de holdt i forbindelse med Canberra Classic. (Det er for øvrigt fedt at være i et land hvor man lige sådan uden videre kan samle 16 piger der alle splitter under 55sek!) På målfotoet passerer jeg midten af skiftezonen i 53.40 hvilket fortæller mig en anden og mere positiv historie om mit bundniveau: Jeg kan stadig tælle på en hånd de gange jeg har løbet 53 sekunder fra blok, og det har aldrig før været i starten af vintersæsonen.
Siden da er træningen gået godt, og vi har besluttet at jeg løber en 800m på lørdag ved deres version af et "torsdagsstævne", hvor man bare møder op, og stiller til start i det heat hvor man synes man passer ind. Selv om et resultat fra et blandet løb (med mænd) ikke tæller som kvalifikation, så vil det være rigtig godt for mig at få lidt mere konkurrenceerfaring i et rigitgt felt. 
Weekenden efter står den på 400m ved NSW mesterskaberne. Jeg kunne også have tilmeldt mig på 800m, men der er ikke rigtig nogen at løbe med, og jeg er så dårlig til at løbe solo, at det vil være spild af tid. På 400m derimod er der rigtig god konkurrence. Vi har gode erfaringer med at bruge 400m som optakt til en hurtig 800, som gerne skulle komme d.16/2 ved Sydney Grand prix

PS
Jeg har med stor glæde fulgt med i indendørsresultaterne derhjemme! Hvor er det fedt at så mange rykker. Tillykke til jer alle!

13/1 At træne med Duracell Kaninen
Nu har jeg en uge tilbage af første etape af min rejse. Det er gået rigtig godt indtil videre. Jeg har haft mulighed for at træne med en af verdens bedste 800m løbere, Jennifer Meadows. Hvis jeg har undret mig over hvad det er hun er bedre til end mig, siden hun har løbet under  to minutter et utal af gange, så har jeg nu svaret: "Det hele!" Hun er hurtigere, mere udholdende, bedre til at håndtere syre, mere spenstig og restituerer hurtigere. -Ellers er der ikke den store forskel :-) At træne med hende er som at træne med den der lyserøde kanin fra Duracell reklamerne: "it keeps going, and going, and going..." Men det er også meget fedt at se, at den træning hun laver ikke er markant anderledes end min, og at afstanden til hende på intervallerne trods alt er til at overskue. Selvom vi er meget forskelligt bygget har vi lidt den samme træningsmentalitet, og er gode til at motivere hinanden.

Ny klumme i dag. læs her

7/1 Ahhh, at træne på græs i shorts!
Nu har jeg været i Potchefstroom i en lille uge. Jeg er stadig ved at akklimatisere mig til de 1500m over havet, jeg kan mærke højden ved at det er endnu hårdere en sædvanligt at løbe langt! Men det er så også det der er hele ideen med at træne i højden. Når min krop først har vænnet sig til at fungere her, så vil alt føles lidt lettere i den første tid efter jeg kommer ned i haveniveau igen. Vejret er vidunderligt. Jeg skal nok lade være med at gå for meget i detaljer, for jeg har hørt at det er blevet rigtig koldt i Danmark, og jeg føler med jer alle. 
En af de andre ting der er særligt skønne her er, at vi kan træne på græs igen. På Østerbro stadion er græsplænen lukket hele vinteren. Det vil sige at vi må løbe enten på grus, asfalt eller tartan. Men der er intet så dejligt som at kunne varme op og træne teknik på en velklippet græsbane. Det er klart det mest skånsomme for benene, og det betyder at vi som regel kan tillade os at øge træningsmængden lidt her nede. Vi har et helt stadion, komplet med 6 rundbaner afmærkninger og det hele, i græs af golfbanekvalitet. Se det er klasse! (Ja, ok det er de mærkeligste ting der kan gøre atleter begejstrede :-)

2/1 Vær velkommen OL år!
Da uret slog 12 Nytårsaften fik jeg helt kuldegysninger ved tanken om at nu er det nu, nu er det 2008 -OL året! Det er nu eller aldrig, hvis min drøm om at deltage i et OL skal gå i opfyldelse. Nu er det slut med at forberede og bygge op, nu må det briste eller bære. Mit Nytårsforsæt er, at når 2008 er slut, så VIL jeg kunne se mig selv i spejlet og sige, at jeg gav alt hvad jeg havde. At jeg ikke holdt noget tilbage. Jeg ved godt, at jeg ikke har nogen garanti for at lykkes, og det kan jeg godt acceptere. Men jeg kan ikke acceptere hvis jeg bagefter føler, at jeg ikke rigtig prøvede. 

Nu går turen først til Sydafrika i 3 uger, hvor formen skal pudses af. Derefter tager jeg til Australien og løber med i deres udendørs sæson, som slutter med de Australske mesterskaber den første uge af Marts. Jeg har ca. 4 gode 800m løb dernede. Ved et af disse stævner håber jeg at ramme jackpot og løbe under de forjættede 2.00.65. Hvis det glipper har jeg indtil den 30. juni til at skabe en ny formtop og prøve igen. Men jeg ville klart foretrække at klare kravet nu, så jeg har mulighed for at forberede mig optimalt til selve OL. Det er jo trods alt det ultimative mål at løbe stærkt i Beijing :-)

9/12 Nu er klummerne fra november og december tilgængelige. Klik her

8/12 Update 
Jeg tænkte det var tid til en lille opdatering selv om der jo ikke sker så meget. Jeg har dog fået et underholdende indslag i min ellers ret ensomme træning, og det er tirsdagstræningen med alle Spartas sprintere. Alene det, at Spartas sprintere træner sammen er jo et mi rakel , men det er også helt vildt sjovt for mig at få lov til at træne stående starter og sprint teknik. Jeg er ret sikker på, at jeg har lavet flere accelerationer i de sidste tre uger end jeg lavede i hele 2007! Jeg er selvfølgelig forsigtig så jeg ikke bliver skadet, men indtil videre virker det som om min krop finder sig i "mishandlingen". Det sjove er, at jeg kan se en klar forbedring i vægtlokalet, især på de olympiske løft. Jeg tror det er noget med at få musklerne til at arbejde bedre sammen i en eksplosiv bevægelse. Ud over det, så løber jeg stadig mine "korte og lange" aerobe intervaller hver uge, hvilket betyder op til 12 gange 200m med kort pause, og 3-4 gange 1000m med lidt længere pause. Så løber jeg en "lang" fartleg op til 8km, bakketræning om lørdagen, og fylder op med mine "korte" ture på ca. 4km. Jeg føler helt alvorligt at jeg løber hele tiden, men når vi så regner alt sammen, så kommer jeg aldrig over 35km på en uge. Jeg fatter slet ikke hvordan maraton løberne når alle deres kilometer!
Selv om jeg er meget taknemmelig for, at det endnu ikke er blevet frostvejr, så er jeg ved at have nået min tolerance tærskel for våde glatte løbebaner, vandpytter og mørke! Jeg tager mig selv i at fantasere om den lækre græsbane og det gigantiske lyse vægtlokale i Sydafrika. I år får jeg heldigvis selskab, og skal af sted med 20 Spartanere. Nedtællingen til afgang d. 2. Januar ER begyndt!

18/11 Ret skal være ret.
I går så jeg en artikel i Frederiksborg Amtsavis, hvor der stod at jeg satte tre danske indendørs rekorder i 2007. Jeg vil gerne kendes ved de 54.0 jeg løb på 400m. Men selv om mine to løb ved Inde EM i Birmingham gav mig to personlige rekorder, så er jeg altså stadig 2/10sek. fra den danske inde-800m rekord på 2.02.50, som retmæssigt tilhører Heidi Jensen. Tag ikke fejl, jeg vil meget gerne hjælpe hende af med den, men det skal være på ærlig vis :-)

05/11 Gåden med overtræning løst! -Hvorfor man skal tage de syv dødssynder alvorligt!
Da jeg i sommer var nødt til at holde en måneds pause pga. overtræning forsøgte jeg alle mulige behandlingsformer for at komme på ret køl igen. Der var et bestemt punkt, hvor det hele vendte, og det begyndte at gå fremad. Det var lige efter jeg havde prøvet en behandling der hedder Kranio-Sakral terapi (klik for at læse mere). Det er ikke så eksotisk som det lyder, men er en slags avanceret kiropraktik, som hovedsageligt fokuserer på knoglerne i hovedet, og de konsekvenser det har, hvis nerver bliver afklemt i den region. Jeg kunne dog ikke entydigt sige, at det var det der hjalp, for behandlingen faldt sammen med at jeg havde holdt de tre ugers pause jeg var blevet anbefalet af Team-Danmark lægerne, og at jeg havde omstruktureret min hverdag så jeg havde mere tid til afslapning, plus jeg mediterede og var holdt op med at drikke kaffe etc. Men for ca. 14 dage siden begyndte symptomerne fra overtræningen at vende tilbage. Jeg var selvfølgelig på randen af panik, ved tanken om, at jeg måske slet ikke kunne tåle at træne hårdt mere, eller på en eller anden måde var blevet kronisk mærket af episoden, så selv den mindste smule psykisk stress havde fysiske konsekvenser. Det der dog var anderledes denne gang var, at jeg kunne sætte en finger på hvilken dag det startede, og kunne sige med sikkerhed, at jeg ikke havde haft nogen problemer før jeg en aften havde sovet med en bestemt hårklemme i håret, som holdt mit hår samlet i en knold i nakken. Jeg vågnede om morgenen og havde ondt i nakken, men tænkte ikke videre over dette. Det udviklere sig til ømhed i skuldrene, men det var først da jeg ikke kunne sove om natten i tre dage i træk, og følte at jeg fuldstændigt var holdt op med at restituere fra træningen og bare blev mere og mere træt, at jeg kunne genkende symptomerne fra foråret. Jeg skyndte mig at bestille tid hos Kranio-Sakral terapeuten, fordi hans teori havde været, at jeg havde afklemt en vigtig nerve i nakken, hvilket gav en fysiologisk stress reaktion som påvirkede min puls, min evne til at skille mig af med affaldsstoffer, samt evnen til at restituere. Pludselig begyndte brikkerne at falde på plads: Første gang begyndte symptomerne på overtræning efter jeg kom hjem fra Ghana i marts måned. Det var derfor jeg troede det skyldtes malariamedicinen eller en tropesygdom. Jeg havde også følt mig lidt utilpas og haft hovedpine i Ghana, men det tillagde jeg de mange overvældende oplevelser og varmen. Pludselig gik det op for mig, at jeg en af de første dage havde sovet med præcis det samme spænde i håret, og den samme knold i nakken. -Jeg sover kun på den måde når jeg har trukket krøllerne ud af mit hår, og snor det om natten, for at det ikke skal blive krøllet igen. Lige netop den hårklemme havde jeg købt i Heathrow lufthavn på vej til Ghana. Det er den eneste sammenhæng mellem de to episoder, og efter en enkelt behandling hos Kranio-Sakral terapeuten denne gang, gik symptomerne væk! At tænke sig, at det var en hårklemme af plastik der væltede min 2007 sæson! Det er så absurd, at det næsten kun kan være sandt. Og hvad kan man så lære af det: Det er ikke noget tilfælde, at forfængelighed regnes for en af de mest almindelige manifestationer af en af de syv dødssynder! 
Men det sjove er, at oplevelsen tvang mig ud i alle mulige eksistentielle overvejelser, fordi det virkede som om årsagen kun kunne være psykologisk, da jeg var blevet testet for alt. Og selvfølgelig, når man ikke er i stand til at restituere fysisk, så begynder alt at føles hårdt og uoverskueligt. Jeg endevendte mit liv for skjulte traumer og stress momenter, og forsøgte at finde en forklaring i mit arbejde, medie opmærksomheden, OL-kravet, de mange nye ting i mit liv, etc. etc. Men intet af det føltes helt ærligt som så frygtelig en belastning, at det burde sætte mig ud af spillet på den måde -men selvfølgelig, fornægtelse er jo en vigtig del af stress -ikke?, så det var klart jeg ikke selv kunne se, at der nar noget galt! Yeah, whatever. Hvem er hævet over en god dosis lommepsykologi i mangel på en bedre forklaring. Det positive er, at det gav mig viljestyrken til at skrue ned for min arbejdsmængde, hvilket jeg tror under alle omstændigheder var nødvendigt, men det betyder heldigvis også, at jeg ikke behøver være så usikker på den måde jeg har valgt at leve mit liv. -Det virker for mig. Og vi behøver ikke være så usikre over den måde vi har valgt at tilrettelægge min træning. Den virker for mig :-) -Det var trods alt ikke det der var galt.

17/10 Så er det med at spænde sandalerne og komme i gang med vintertræningen!
I går stødte jeg på resten af Spartas mellem-lang løbere nede ved Søerne på Østerbro. De mente jeg måtte være faret vild, siden jeg havde forvildet mig så langt væk fra stadion. Jeg tænkte bare: Godt jeg krydsede dem på vej hjem, så de ikke overhalede mig, og opdagede hvor langsomt det går på mine ugentlige 7-8km. 
("den lange tur"). Jeg så lidt misundeligt efter den store gruppe af løbere der sammen forsvandt langs søerne. Uanset hvor meget jeg træner, føles selv deres rolige ture som syretræning for mig. Men jeg ville ønske jeg kunne følge med, for hyggens skyld. I stedet jogger jeg rundt med KanYe West i min I-pod, og han fortæller mig, at jeg aldrig skal miste troen på mig selv, uanset hvor mange pensionister der overhaler mig! (øh, han brugte måske ikke lige de ord... :-)

Billede: The Shore Club i Miami dannede rammen for min "hvorfor" ferie. Selvom det ikke var en fantastisk sæson, var det alligevel vigtigt at fejre og markere dens afslutning. Jeg rejser meget, men det er sjældent på ferie. Denne gang handlede det bare om at nyde, være og tænke.

7/10 "Hvorfor" måneden er slut. Læs ny klumme her
September måned er altid der hvor jeg markerer overgangen fra en sæson til den næste. Der hvor jeg evaluerer, vurderer, reviderer osv. Min næste klumme i politikken handler om mit "hvorfor". Altså svarene på alle de spørgsmål jeg er nødt til at være 100% afklaret omkring for at kunne committe mig ordentligt til at nå mine mål. I år var der mange ting at tænke på. Både sæsonens skuffelser, men også det faktum, at mens jeg var i Miami sprang Marion Jones bomben, og det er første gang i mit liv jeg ikke var vildt stolt over at rende rundt og træne i mit Nike-international tøj (-konkurrence tøjet der kun udleveres til Nikes sponsorerede atleter). Pludselig var det ikke fedt at ligne en amerikansk sprinter til forveksling, og sammen med diverse artikler om muligheden for at boycutte OL i Kina, begyndte fundamentet i min overbevisning pludselig at vakle. Var jeg lige så stolt af min drøm som sidste år? Ville jeg overhovedet det her nok? -læs svarene i Politikken på søndag... :-)

7/9 Hjemme igen
VM er slut, og jeg er hjemme i Danmark igen. Med VM sluttede også min sæson, og jeg og min træner står foran at skulle planlægge næste års træning og formtoppe. Det har været en turbulent sæson, men den har ikke taget modet fra mig. På trods af det beskedne resultat ved VM, var det en meget motiverende oplevelse at være med. Da jeg så kvindernes 800m finale tænkte jeg: "det der vil jeg også kunne, jeg skal 'faaame' hjem og træne!". Jeg glæder mig allerede til næste års sæson, som formentlig kommer til at starte i Australien i februar. 

True Winners til VM
Da jeg var færdig med at konkurrere brugte jeg noget af tiden til VM på at promovere aktivkomiteens True Winners kampagne. Det viser sig, at vi ikke er de eneste der mener det er på tide at vi højt og tydeligt kommunikerer vores holdning til doping. Både IAAF og flere af de amerikanske atleter havde startet initiativer. Vores egen Wilson Kipketer er en af IAAF's anti-doping ambassadører, og Christina Scherwin , som er blevet valgt ind i IAAF's aktivkomite skrev bla i "valgprogrammet", at hun ville kæmpe for en ren sport hvis hun blev valgt. -Så der er opbakning! En del af stjernerne er nu indehavere af det danske antidoping armbånd, og jeg har underskrevne polaroidbilleder der beviser det! :-)

29/8 Susanna Kallur: PR i  VM Finalen, og børn i skole i Ghana!
Generelt holder jeg altid med Sverige hvis der ikke er nogen Danskere at heppe på, men her til aften så jeg 100m hæk finalen med særlig interesse. Den svenske hækkeløber Susanna Kallur er nemlig med i Cottonfields School for Life projekt, som jeg har været med til at designe. Et af hendes tre mål, som udløser penge til School for Life, var at komme i VM finalen. Et andet var at sætte personlig rekord. Hun nåede begge i aften, og det betyder at 40 ghanesiske børn får mulighed for at komme i skole via en donation fra Cottonfield. Jeg selv har desværre ikke været i stand til at sende nogen børn i skole endnu. Mine mål er henholdsvis sub. 2.01.0, OL kvalifikation og sub 2.00.0. Men forhåbentlig når jeg mindst de to af dem allerede til vinter, hvor jeg planlægger at tage til Australien og gøre et forsøg på at opnå OL kravet. (læs mere om school for life projektet her)

25/8 Årsbedste, men ingen semifinale.
Med 2.03.75 tog jeg yderligere et sekund af det årsbedste jeg satte i Stockholm. Når jeg tænker på hvor langt nede jeg har været i denne sæson, så er jeg egentlig godt tilfreds. Der blev løbet sindssygt hurtigt i år. For at gå videre på tid skulle man løbe 2.00.61. 
(Til sammenligning kom Heidi Jensen i semifinalen i Paris med 2.02.01). Så selv hvis jeg havde løbet op til mit bedste, havde det ikke været nok. Det var super fedt at løbe på det store stadion med et hav af tilskuere. De heppede selvfølgelig vildt på Japaneren, som var i mit heat.  Jeg var helt færdig efter løbet og ved med mig selv, at jeg gav alt hvad jeg havde. 
At komme i form på så kort tid har krævet en ekstrem mængde fokus og selvdisciplin, og det er helt mærkeligt nu, bare at have fri. jeg kan slet ikke forstå, at jeg ikke længere skal benytte al min viden om mig selv og om træning og restitution til konstant at optimere alt. De sidste måneder har jeg hele tiden været bevidst om at spise rigtigt, sove godt, sørge for ikke at blive syg, hele tiden optimere restitution og træningen og få behandling så jeg ikke blev skadet. Det har været hårdt, men det har været det hele værd. For jeg er her! Jeg satte årsbedste til mit første VM i 10 år, og jeg får lov til at opleve Japan for første gang, og se en masse live atletik. For mig er det det der giver meningen i galskaben.
Når jeg kommer hjem lægger vi en plan for hvordan jeg kan komme blandt dem der kæmper om finalepladserne i Beijing. Første forudsætning: at være der :-)

24/8 I morgen går det løs!
Jeg sidder her på 14 etage på Miyako hotel i Osaka. Min udsigt er byens endeløse landskab af mørke højhuse med lys i vinduerne. Det ligner en eller andens vision for en fjern fremtid. På sin egen måde er det et smukt syn. Men det er også lidt skræmmende, at det der svarer til hele Danmarks befolkning er presset sammen og stablet oven på hinanden på så lille et område. Der er ikke så meget som en kvadratcentimeter af jorden, der ikke er dækket af asfalt og cement... Nå, men det har jo ikke noget med VM at gøre. Jeg nævner det kun fordi det på en eller anden måde bidrager til den surrealistiske stemning jeg føler mig hensat i. I morgen skal jeg løbe det løb, som jeg har glædet mig til siden jeg for første gang løb under VM kvalifikationskravet i juni sidste år. Efterfølgende løb jeg endnu hurtigere, og jeg glemte hvordan jeg uden held havde jagtet de magiske 2.01.30 både i 2003 og 2005. Jeg tog for givet, at jeg havde niveauet til at deltage. Men så kom alle problemerne i foråret, og pludselig var jeg så langt væk fra mit nye niveau, som jeg måske nogensinde har været. Og lige så hurtigt som jeg var begyndt at føle mig som en fast del af verdenseliten, lige så hurtigt kom jeg i tvivl, om jeg havde noget at gøre ved VM. Nu er jeg her pludselig, og jeg er glad for at jeg tog af sted. Ikke mindst fordi de sidste ugers træning tyder på, at jeg måske på trods af alt er i ok form. Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg nok ikke er den, som de andre frygter skal tage deres plads i semifinalen. Men det er der jo ikke noget nyt i. Det var jeg heller ikke ved EM :-)

I morgen skal jeg løbe i fjerde heat. Jeg har den 2. dårligste tid i heatet, men jeg synes faktisk jeg har fået en heldig lodtrækning. Jeg er i et heat med tilpas mange løbere, som ikke føler sig helt sikre på at gå videre. Det betyder at nogle af dem måske ikke tør satse på taktik, men sætter tempo på, og satser på at gå videre på tid. De tre første fra hvert heat og seks tider går videre til de tre semifinaler. Måske er jeg heldig, og kommer videre på en af de 6 tider… alt sammen spekulationer. I morgen aften er jeg klogere :-)

21/8 Sidste "rigtige" træningspas før VM
I går aftes skulle jeg løbe et af mine yndlings 800m pas, hvis man ellers kan tale om at holde af specifik 800m træning. Det er som regel en ret smertefuld oplevelse, hvilket min hare også måtte sande. Det viser sig, at vores massør faktisk er mangedobbelt Estisk mester på 400m hæk, og jeg tror han blev sådan lidt grebet af stemningen, og meldte sig frivilligt til at løbe med på mine 500-300-300-100-100. Det gik også perfekt. Jeg har aldrig før oplevet så præcis en pacemaker. Men efter den sidste 300m mente han absolut godt jeg kunne klare de sidste 2x100m alene, og så skulle jeg ellers bare lade ham være i fred, og ikke komme med gode råd om afjog og at drikke vand osv. Han skulle bare have lov til at dø! Jeg var nu meget taknemmelig for hans offervilje, for jeg løb et helt ideelt pas. Det var en slags model træning, hvor jeg skulle løbe et jævnt konkurrence tempo i starten, og så øge de sidste 100m på hvert interval og trække forbi ham op af langsiden, sådan som jeg, i en perfekt verden, vil gøre med mine konkurrenter til VM :-) 
I morgen er der afgang til Osaka. Nu er der ikke mere jeg kan gøre ved formen andet end at være frisk og klar til på Lørdag. så må vi se...

Her i Kagawa er vores lejr en ret stor begivenhed. På billedet er vi til velkomstfest, hvor alle med en sløjfe på brystet skulle holde tale. Det viste sig at være ca 75% af deltagerne, inklusiv vores egen Sportchef. Men hey, der var Sushi!

16/4 Piotr Buciarski, ny manager    

Efter mange gode år med Kenth Andersson som manager, har jeg valgt at prøve noget nyt. Piotr Buciarski er nok bedre kendt som Danmarks bedste stangspringer gennem mange år, men han har valgt vejen som manager efter at have afsluttet sin egen karriere. Piotr har base i Eugene Oregon USA, og er allerede manager for 20 atleter fra forskellige nationer. I international atletik har manageren en yderst central rolle. Det er gennem ham eller hende, at al kontakt til stævnearrangørerne foregår. De store stævner består af et intensivt og publikumvenligt hovedprogram, som kun indeholder udvalgte øvelser og atleter. For at få adgang til en af de 8-12 pladser i et 800m felt, skal jeg have en manager, der kan overbevise stævnearrangøren om, at lade mig komme til start. Der er rigtig mange gode 800m løbere i verden. Jeg ligger pt. nr. 44 på verdensranglisten, og satser derfor mest på de stævner der ligger lige niveauet under Golden League og Super Grand Prix. Men jeg drømmer altid om en dag at komme til start ved et af de store!

12/4 Rettelse
I tirsdags, da jeg var ude og løbe intervaller i Fælledparken, mødte jeg Sparta's formand Niels Jørgen Holdt på sin cykel. Da han så mig huggede han bremserne i og vendte jernhesten for at komme over og fortælle mig, at jeg godt kunne rette den der klumme, for Ritt og Don Ø havde s'gu ikke sørget for, at der blev en hal at holde inde DM i. -(jeg havde skrevet, at nu var miraklet vist endelig sket og takket de to) Det viser sig, at det jeg troede var et mirakel, sådan set bare var, at efter at have skrevet ansøgninger og sparet sammen i over 10 år, har min klub endelig fået lov til at købe den gamle tennis hal ved Østerbro Stadion. Det er jo en start, men den er altså ikke stor nok til at holde stævner i.

9/4 Læs den nyeste Politikken Klumme her

26/3 OK, så prøver vi igen!

Sidste gang jeg var i TV lovede jeg mig selv at sige halvt så meget halvt så hurtigt næste gang. Nu får jeg lov at se om jeg kan finde ud af det. I morgen (mandag) skal jeg i det program der hedder Brunch på TV2 Lorry (på et tidspunkt mellem 10.50 og 11.50), og fortælle lidt om hvordan det var at være i Afrika osv. Jeg tror det er noget med at trække vejret helt ned i maven -det har jeg i hvert fald hørt :-)

18/3 Fra EM til Afrika

Marts startede med en god oplevelse ved inde EM i Birmingham. Det var fedt endnu en gang at kunne levere det bedste resultat der hvor det gælder. Jeg måtte dog erkende, at jeg stadig mangler de der to sekunder hvis jeg skal med i finalen, men jeg kommer nærmere :-) 
Fra Birmingham gik turen til Ghana hvor der ventede 12 dage med dokumnetar optagelser. Det har været en kæmpe oplevelse. Sammen med kameramand Finn Brasen og producer Alex Frank Larsen, rejste jeg rundt i landet og interviewede alle mulige spændende mennesker. Blandt dem min biologiske far, som jeg jo nok kan takke for mindst halvdelen af mit atletiktalent. Han fortalte om hvordan han havde ringet til min mor den tragiske morgen i München 72, og sagt at der vist var nogle Israelere der var døde... Jeg mærkede historiens vingesus ved tanken om hvordan jeg selv  vågnede op i den gamle OL by præcis 30 år senere til EM i 2002, morgenen før mit første store mesterskab på 800m. Måske boede jeg i det samme hus i OL byen som han? Selv om jeg ikke har haft ret megen kontakt med min biologiske far (jeg har jo allerede en far), har jeg alligevel fulgt i hans fodspor. Jeg håber at følge dem hele vejen til OL...

Støttekoncert for Læger uden Grænser
D. 6 juni var jeg med til at arrangere en støttekoncert for Læger Uden Grænser på Vedbæk skole. Der kom en masse unge stjerner og optrådte. Den grundlæggende ide bag Kids for Kids (Som koncerten hedder) er at give børn og barnlige sjæle en mulighed for at være med til at gøre en forskel ved at donere deres talent og optræde på dagen. I år havde vi 3000 gæster, og kunne aflevere et overskud til Læger Uden Grænser på 365.000kr. Det synes jeg er ret godt gået, når alle arrangørerne har fuldtidsjobs ved siden af, og kun gør dette fordi de synes det er fedt at være med. Jeg fik hjælp af Sparta og Team Danmarks marketingbureau Sport One, til at arrangere et mini OL for børnene. De kunne løbe 30m på tid, ro om kap i ro ergometre, forsøge deres talent for curling og øve deres golf evner. (Nu ved jeg godt at Golf ikke er med på OL programmet. Men hvis det står til Tiger Woods, så kommer det snart. Lad os ikke åbne Pandoras æske og begynde og diskutere om det nu også er en sport...) Men anyway, særlig stor tak til Morten Jensen og Christian Birk, som stod hele dagen og tog tid på hundredvis håbefulde sprintere, og til Reiner Modest, som tilførte to ekstra ergometre, og to eliteroere. Tak til Regitze Siggaard, som formåede både at sælge fuldkornsboller, og være backup på ro konkurrencerne og til Johnny Nielsen fra Nike, som donerede præmier til børnene. Desuden kom Kaiser Sport og lavede løbestilsanalyser, og Rent a Tent gav en god pris på teltet.  http://www.kidsforkids.dk/ 

Endnu en tur i  Aktivkomiteen
Jeg blev genvalgt til Aktivkomiteen da danske eliteatleter fik lov til at stemme om hvilke represæntanter de gerne vil have i bestyrelseslokalerne og udvalgene i DIF og Team Danmark. Ud over mig blev både Christian Birk og Christina Scherewin valgt, så vi har hele tre atletikfolk nu! Jeg glæder mig til at kunne være lidt mere proaktiv nu da jeg ikke længere er fuldt fokuseret på at træne. 

Jeg mener vi har en vigtig opgave i at skabe en relation mellem atleter og eliteorganisation, som er baseret på et respektfuldt partnerskab. I min tid som eliteatlet oplevede jeg ofte kontakten med Team Danmark som lidt patroniserende og kontrollerende. Som om det konstant var mit job at retfærdiggøre min eksistens. Jeg tror simpelthen ikke på, at vi kan være med i konkurrencen om de ressourcestærke unge, hvis ikke vi formår at forny præmisserne for det at være eliteatlet. Tiderne skifter, og de unge står ikke længere i kø bare for at få lov til at bruge deres bedste år på at træne røven ud af bukserne. Der er længere imellem talenterne, og hvorfor skulle de vælge sporten, når de konstant hører i medierne eller fra Team Danmark, at den og den indsats ikke var "godkendt" eller at de ikke "leverede varen". Det er kun i sportens verden, at man stadig behandler værdifulde talenter på den måde. Jeg vil gerne være med til at tænke over hvordan vi kan gøre det bedre.